Københavns lufthavn venter stærkt bidrag fra sommerprogram efter stille februar

Københavns Lufthavne (KBHL) oplevede en lille tilbagegang i passagertallet i lufthavnen i Kastrup i februar, hvor der var omtrent 25.000 færre passagerer igennem, end tilfældet var i samme måned sidste år.

ARKIVFOTO: Københavns Lufthavn. 29, 2 millioner var igennem Københavns Lufthavne i 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

I alt rejste 1.957.964 passagerer igennem Københavns Lufthavn i februar mod 1.983.286 passagerer i februar 2017 - svarende til et fald på 1,3 pct. År til dato er passagertallet nu faldet med 2 pct. i 2018.

Men der er umiddelbart fremgang i sigte i de kommende måneder, varsler KBHL, der venter et positivt bidrag fra luftfartsselskabernes sommerprogrammer, der sætter mere end 50 yderligere rejsemål på plakaten.

Størstedelen af de ekstra destinationer er gengangere fra sommeren sidste år, men der er også 12 helt nye destinationer på programmet, oplyser KBHL. Fire destinationer er omvendt udgået.

»Der er rigtig mange nye rejsemuligheder i foråret og sommeren. Det er en af årsagerne til, at vi forventer vækst i antallet af passagerer - først med forårets mange lange weekender omkring påske, pinse Kristi himmelfart og store bededag. Derefter lander den travle sommer, hvor vi også forventer flere rejsende«, siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør hos KBHL, i en meddelelse.

De nye tilføjelser i sommerprogrammet 2018 er Amman i Jordan, Bastia på franske Korsika, Bremen i Tyskland, Genova i Italien, Gazipa i Tyrkiet, Hong Kong, Sulaymaniyah i Kurdistan, Kijev i Ukraine, Sibiu i Rumænien, Sevilla i Spanien, Tivat i Montenegro og Toulon i Frankrig.

Ruter til Bordeaux i Frankrig, Pescara i Italien, Eilat i Israel og Zadar i Kroatien er udgået sammenlignet med sommerprogrammet 2017.

KBHL oplyser desuden, at sammensætningen af passagerer i de senere år i stigende grad har omfattet ferierejsende, mens antallet af forretningsrejsende har udviklet sig mere stabilt.

Selskabet Københavns Lufthavne driver ud over lufthavnen i Kastrup også lufthavnen i Roskilde.