Passagertallet faldt 3,4 pct. til 2.101.277 rejsende i måneden. Mere end halvdelen af faldet skyldtes Air Berlins konkurs, som betød langt færre rejsende til den tyske hovedstad.
Også på indenrigsruter mærkede Københavns Lufthavn tilbagegang, da passagertallet her faldt med 5,8 pct. trods lidt flere afgange og landinger.
Til gengæld var der lidt vækst på de lange, interkontinentale ruter, som øgede passagertallet med 0,4 pct., og chartersegmentet viste pæne takter med en fremgang på knap 12 pct.
November-faldet kommer oven på et dyk på 2 pct. i oktober og en marginal tilbagegang på 0,1 pct. i september.
Set over årets første ni måneder har Kastrup-lufthavnen haft 27,2 mio. passagerer - 0,9 pct. flere end i samme periode af 2016.