Københavns Lufthavn nåede næsten 2 mio. passagerer i januar

Københavns Lufthavne, KBHL, havde i januar en passagervækst på 5,6 pct. sammenlignet med årets første måned i 2016.

Arkivfoto: Københavns Lufthavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Samlet rejste 1,98 mio. passagerer igennem lufthavnen i Kastrup i januar. Det var blandt andet indenrigstrafikken, der trak op.

Det fremgår af en meddelelse fredag eftermiddag.

»Vores internationale trafik er vokset markant de senere år. Sidste år åbnede 22 nye ruter i Københavns Lufthavn, og det har især været med til at sikre, at flere turister og forretningsfolk er kommet hertil. Danmark er blevet et populært rejsemål for mange turister, og netop den lette adgang med mange ruter og mange afgange gør det let og attraktivt for flere at komme hertil,« siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør hos KBHL, i meddelelsen.

Det var særligt indenrigstrafikken, der gik frem i årets første måned, mens både den europæiske trafik og den interkontinentale trafik også viste pæne vækstrater på godt 5 pct.

Indenrigstrafikken voksede med 7,3 pct. i januar, og det var særligt de største indenrigsruter herhjemme - dem mellem København og Aalborg - der her viste gode takter. Her steg trafikken nemlig med 13,5 pct., oplyser KBHL.

»Indenrigsflytrafikken er vigtig for Københavns Lufthavn og for Danmark, fordi det gør det let at komme fra alle dele af Danmark og via CPH ud på en af vores 165 ruter. Derfor har vi et skarpt fokus på at udvikle indenrigstrafikken og forbedre mulighederne for rejsende fra hele Danmark,« siger Thomas Woldbye.

Han kan i den forbindelse glæde sig over, at Danish Air Transport (DAT) for nylig har oplyst, at selskabet øger afgangene fra Midtjyllands Lufthavn i Karup til København.

Ud af samtlige ruter fra Københavns Lufthavn i Kastrup var det fortsat London-ruterne, der var de klart største i januar. Her var der i januar 180.185 rejsende - 7 pct. flere end i januar 2016.