Fra på onsdag og til 3. januar skal restauranter, barer og cafeer lukke i 38 kommuner, bl.a. tæller København, Odense og Aarhus, erfarer Berlingske.
Hos det københavnske caféimperium, Sovino, som bl.a. ejer Café Victor og ti andre spisesteder, er man ærgerlig over, at kæden ikke har fået besked i bedre tid, for her har man lige bestilt varer.
»Det er latterligt, at man ikke har bedt os om at holde lidt igen, fordi der ville komme nye restriktioner. Vi er lidt chokerede over, at det allerede starter fra onsdag. Vi havde håbet, at vi fik denne uge med,« siger ejer Torben Olsen og tilføjer:
»Havde vi fået besked i går, så havde vi måske ikke bestilt varer til hele ugen og tabt de penge,« siger han.
Han har dog forståelse for, at restauranter og cafeer bliver nødt til at lukke.
»Vi kan ikke tænke egoistisk i den nuværende situation, men selvfølgelig er det trist at gå glip af hele julen. Det er mange penge, som havde været rare at hente ind. Det har været et hårdt år, og vi hyler, men der er ikke andet for end at tage ansvaret,« siger han.
Han forventer, at de første måneder af 2021 også bliver hårde, inden det »forhåbentlig« lysner igen, og han mener, at der er behov for kompensation.
»Nu bliver vi tvangslukket, så vi må i hvert fald forvente at få dækket vores lønninger og vores udgifter,« siger han.
Horesta: Det har kæmpe konsekvenser
Regeringen vil præsentere de nye restriktioner på et pressemøde mandag klokken 12, men flere medier kan allerede mandag formiddag erfare, at restauranter, cafeer og barer skal lukke. Og det kommer til gøre ondt, lyder det fra brancheorganisationen Horesta.
»Det har kæmpe konsekvenser for virksomhederne, når de hele tiden skal åbne og lukke. Det er forretninger, som har været i krise i ti måneder, hvoraf mange kun er på halvdelen af omsætningen fra sidste år,« siger Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta.
Hun mener, at det vigtigste nu er, at spisestederne og barerne får en »passende og fuldbyrdet kompensation«.
»Der er samtidig brug for, at vi får kigget på kompensation til de virksomheder, som ikke bliver tvangslukket. Catering og kantiner bliver ramt af, at folk bliver hjemsendt og arrangementer bliver aflyst, men som det ser ud, har de ikke adgang til fuld kompensation,« siger hun.
De seneste restriktioner kommer oven på flere uger, hvor smittetallet har været stigende i flere kommuner. Især en række kommuner i københavnsområdet har været hårdt ramt.