Københavnerne får nyt mødested på nettet

Københavns Kommune laver sin egen udgave af det populære Facebook for at få københavnerne bragt sammen. Hver tiende københavner skal være med. Og der skal 55 særlige fliser til...

Foto: Christian Als
Som den første kommune i verden lancerer Københavns Kommune på mandag sin egen udgave af Facebook på nettet. Her skal københavnerne kunne skabe sociale net og dele interesser med deres nabolag.

Netadressen www.kbh.dk skal fra mandag synliggøre og styrke det sociale sammenhold i hovedstaden. Her kan alle ganske gratis oprette en profil, danne netværk, skrive blog og lægge begivenheder ind i den digitale kalender. Man kan også sende invitationer ud til den lokale vejfest og oprette egne grupper til f.eks. sin andelsforening, sportsklub eller mødregruppe.

»Vi er lidt ambitiøse og går efter at have 50.000 brugere efter et år, altså hver tiende københavner. Især håber vi, at kalenderen bliver populær. Her kan f.eks. ti fyre søge andre til at spille fodbold, man kan annoncere en vejfest, eller man kan kalde til borgerprotest,« siger Bjørn Borre, projektansvarlig for Kbh.dk.

Få besked på særlige fliser

55 særlige fliser er lagt ned i København. Ved at sende en SMS-besked med flisenummeret kan man til almindelig SMS-takst få at vide, hvad der sker i tre kilometers omkreds af flisen.

De første 700 københavnere har afprøvet Kbh.dk, inden det går i luften, men ellers er der ingen geografiske grænser for, hvem der kan være med.

»Man kan også bo på Frederiksberg, i Rødovre eller New York, men det er selvfølgelig København, der er i fokus,« siger Bjørn Borre.

Tre millioner kroner om året

Fordi kommunen selv står for alt, er netstedet frit for reklamer og dermed ikke-kommercielt.

»Københavnerne får nem adgang til at finde sammen om det, der interesserer dem, og forhåbentligt lettere ved at deltage i de mange muligheder, en by som København har at byde på,« siger overborgmester Ritt Bjerregaard, som især glæder sig over, at det er indbyggerne selv, der udvikler Kbh.dk.

Københavns Kommune satser tre millioner om året frem til udgangen af 2009 på Kbh.dk.