København skal være BMWs showroom for el-bybiler

Når BMW sammen med Arriva lancerer sit DriveNow koncept i København, skal den danske hovedstad være showroom for elektriske bybilsordninger.

Foto: Jeppe Vejl. 400 el-biler ruller ud i de Københavnske gader i starten af september, og Bernard Blättel (billedet) fra BMW Group håber, at København kan blive showroom for koncept.
Læs mere
Fold sammen

Når Arriva og BMW om få uger lancerer deres bybilskoncept, DriveNow, i København, skal den danske hovedstad også tjene som showroom for den tysk bilproducent. Det siger underdirektør i BMW Group Mobility Services, Bernhard Blättel, til Berlingske.

»Hvad jeg rigtig gerne vil se, er, at politikere fra hele verden kommer til København i fremtiden og ser, hvordan elektriske bybiler kan fungere,« lyder det fra den tyske bildirektør.

En række partnere har været involveret i projekt omkring DriveNow i København, heriblandt energigiganten E.on. Selskabet ejer det største netværk af ladestationer i Danmark og har lavet en ganske stor udvidelse i København i forbindelse med introduktionen af DriveNow. Særligt dét aspekt fremhæver Bernhard Blättel som model, der er værd at fremvise.

»Vi synes, København er et godt eksempel på, hvordan offentlig infrastruktur kan bruges. For det er en flaskehals i mange byer, og jeg mener, at vi med DriveNow i København har brudt igennem den barriere med ét skud,« siger han.

Men, siger BMW-direktøren, DriveNow i København er først og fremmest en forretning, før det er fremvisningslokale:

»Det er ikke bare marketing. Vi har helt fra starten sagt, at det skulle være godt for byen og kunderne, men det skal også være en model, der kan generere profit,« siger Bernhard Blättel.