København mangler små lejligheder

Foto: Flickr. Fold sammen
Læs mere

Der bliver bygget boliger på højtryk i København, men måske har developerne fokuseret for meget på de større lejligheder.

I hvert fald forbinder cheføkonom Tore Stramer fra Nykredit det med en mangel på små lejligheder, når nye tal fra bankernes og realkreditinstitutternes brancheforening, Finans Danmark, viser, at priserne på lejligheder endnu engang tog et hop opad i andet kvartal.

Priserne er steget med 2,2 pct. i kvartalet, og det betyder samtidig, at prisstigningen over et helt år fortsat ligger omkring 10 pct.

»Øget efterspørgsel på mindre lejligheder i størrelsen 50-75 kvm presser gennemsnitsprisen op. Samtidig bliver efterspørgselspresset kun lettet svagt gennem nybyggeri, hvor de fleste nye lejligheder er større end 75 kvm,« skriver Tore Stramer i en analyse.

Desværre er det et problem, som kan vare ved en årrække fremover, vurderer han. »Det er vigtigt at påpege, at en lang periode, hvor priserne stiger mere end indkomsterne, øger sandsynligheden for en periode, hvor priserne ikke stiger nær så meget, flader ud eller ligefrem falder,« skriver Tore Stramer.