Køb en ø ved København

Middelgrundsfortet i Øresund er til salg. For den nette sum af 75 mio. kr. kan man erhverve sig verdens største menneskeskabte ø, små 20 min. fra København i båd.

Middelgrundsfortet til salg Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech Andersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det gamle søfort i Øresund, Middelgrundsfortet, er til salg.

Historisk interesserede vil vide, at der er tale om en forældet del af Københavns befæstning  beliggende på verdens største, menneskeskabte ø. Med andre ord er der tale om et salgsobjekt udover det sædvanlige.

Derfor er det også svært at sige noget om prisen, men ejeren Peter Bech oplyser, at interesserede skal forvente, at forhandlingerne begynder omkring de 10 mio. euro eller ca. 75 mio. kr.



Også målgruppen er noget speciel og omfatter enten fonde med historiske formål eller velhavende liebhavere, gerne med enten yacht eller helikopter og med lyst til en enestående residens uden bopælspligt.

"Det udelukker jo en hel del," siger Peter Bech med et lille grin.

Del af kulturarven

Middelgrundsfortet er opført i årene 1890-1894 af Christian IX og var dengang verdens største søfort. I nutidskroner svarer anlægsprisen til ca. to mia. kr., for fortet ligger på en kunstig ø på 70.000 kvadratmeter skabt af 2,5 mio. tons bornholmsk granit og beton.

Fortet spillede en lidet gloværdig rolle under den tyske besættelse, hvor man end ikke var i stand til at affyre varselskud, fordi kanonen klikkede, men det forblev militært område helt frem til 1988.



Peter Bech købte Middelgrundfortet i 2002 af det statslige selskab Freja Ejendomme, der havde forsøgt at sælge fortet i fire år. Hvad købsprisen var er aldrig blevet offentliggjort, og salget udviklede sig i øvrigt til en politisk sag, da Dansk Folkeparti forsøgte at forpurre salget.

Det afspejler blot, at der er tale om en vigtig del af den danske kulturarv ifølge Peter Bech:

"Der er ikke noget at sige til, det blev en varm, politisk kartoffel. Jeg er også helt indstillet på, at der er særlige krav til ejeren," siger han.

Staten bestemmer

Et udkomme af den politiske bevågnhed var, at Freja Ejendomme fortsat skal godkende en ny ejer. Derudover er der krav om, at offentligheden skal have adgang til øen og fortet, fordi det er et nationalt klenodie. Både øen og det 17.000 kvadratmeter store fort er i sagens natur også fredede.

Krav, der ikke gør et salg lettere, men nu er der heller ikke tale om, at Peter Bech skiller sig af med fortet som et andet spekulationsobjekt.



"Jeg sælger, fordi jeg er blevet 65 år gammel og ikke har nogen arvinger, der er klar til at overtage og administrere så vanskeligt et foretagende. Jeg har to, unge sønner, og ingen af dem har vist interesse for at gå i faderens fodspor, så derfor vil jeg sikre mig, at der kommer en fremtidssikret ejer, mens jeg er klar i hovedet," fortæller han.

Peter Bech har drevet hotel, restaurant og kursusvirksomhed på fortet i otte år, og den vision en fremtidig ejer gerne skal dele er at udbrede danskernes kendskab til Københavns fæstningsværker.

"Det er en arkitektonisk og militærhistorisk kulturperle. Det er et kæmpe liebhaveri-projekt," siger Peter Bech.

Han vurderer selv, at han har investeret i omegnen af 50 mio. kr. i øen, bl.a. ved at anlægge en helikopter-landingsplads.

Mægleren Gaarde Erhverv og Engel & Völkers, forestår salget.