Køb aktier via din iPhone

Nordnet lancerer i dag muligheden for aktiehandel via Apples iPhone.

Foto: PARK JI-HWAN
Nordnet lancerer fredag en applikation, som gør det let at investere i aktier og investeringsforeninger fra iPhone. Det oplyser Nordnet og henviser til Sverige, hvor applikationen blev lanceret med stor succes for en måned siden.

"Applikationen gør det muligt at handle aktier og investeringsforeninger, se aktiekurser og følge udviklingen i sin portefølje, uanset hvor i verden man er. Applikationen frigives i dag, og den kan hentes gratis fra Apples App Store," skiver Nordnet i en pressemeddelelse.

"Vores brugere efterlyser i stigende grad mobile løsninger. Det er efterhånden blevet helt almindeligt at investere fra sin computer, og mobilen bliver den næste store kanal. Her er det vigtigt at udvikle løsninger, som er både stabile og sikre," siger Max Gandrup, Country General Manager for Nordnet Danmark.

Han tilføjer, at Nordnet undersøger muligheden for at udvikle lignende applikationer til andre smartphones.