KMD-partner har fået egen Stein Bagger

Bestyrelsesformand pumpede regnskaber op og forfalskede ordrer.

Danmarks største leverandør af IT til det offentlige, KMDs partner i Indien er ramt af en skandale med ligheder til Stein Bagger-sagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Danmarks største leverandør af IT til det offentlige, KMDs partner i Indien er ramt af en skandale, hvor bestyrelsesformanden nu træder tilbage efter at have erkendt, at regnskaberne er blevet pumpet op igennem flere år.

Den 53-årige bestyrelsesformand Ramalinga Raju for et indiske Satyam Computer Services, som er Indiens fjerdestørste softwareeksportør, trådte onsdag morgen tilbage.

Han medgav, at han havde »pustet indtjeningen op over en periode på de seneste år«. Det skete gennem »fiktive« kontrakter og »ikke-eksisterende kontanter«. Af de 53,61 milliarder rupee (6,05 milliarder kroner), som Satyam 30. september i sit regnskab angav at have i kontanter og på bankbogen, var de 50,4 milliarder ikke-eksisterende.

Styrtdyk på børsen

Beskeden sendte øjeblikkeligt Satyam-aktien i frit fald på børsen i Bombay. Her blev den 71 procent mindre værd.

KMD (det tidligere Kommunedata) indgik i februar 2006 en ringbindstyk aftale med Satyam om at oprette et særligt KMD-kontor i Bangalore i Sydindien, hvor en lang række af de IT-løsninger, som især kommunerne anvender, skal udvikles.

KMD er ved at skifte alle sine egenudviklede og efterhånden ret tunge EDB-systemer ud med teknologi fra det tyske SAP, som er lettere at koble ekstra IT-moduler sammen med som byggeklodser. Hvor der i hele Danmark findes godt 1.500 SAP-eksperter, råder Satyam alene over 2.400 af slagsen.

Satyam, som på hindi betyder »sandhed«, er grundlagt i 1987 af Ramalinga Raju og Rama Raju og har blandt andre Japans tredjestørste bilfabrikant, Nissan Moto, som medejer.