KMD fortsætter opkøb

Storleverandøren af IT til kommunerne ruster op for at komme ind på statsområdet, fordi salget til kommunerne går ned.

Siden Eva Berneke i marts 2014 tiltrådte som topchef for KMD, hvortil hun kom fra en direktionspost i TDC, har KMD skåret til og købt op for at opveje tabene på det kommunale område, som dog stadig er den største indtægtskilde for det tidligere Kommunedata. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmarks største private IT-leverandør, KMD, har endnu en gang købt op for at få foden bedre indenfor hos staten.

KMD, det tidligere Kommunedata, har købt virksomheden Capevo, der gør sig i digitale indberetnings- og selvbetjeningsløsninger. Capevo med hovedkontor på Frederiksberg har både offentlige myndigheder og private virksomheder som kunder, men det er navnlig døren til staten, der har trukket KMDs tegnebog frem.

KMD var frem til 2008 ejet af de danske kommuner, og kommunerne udgør stadig 70 af KMDs omsætning på omkring 3,1 milliarder kroner af de i alt 4,6 milliarder men er for nedadgående, og derfor forsøger KMD at skaffe sig indtægter fra andre områder. Salget til erhvervskunder var sidste år på omkring 1 milliard kroner, mens statskunder lagde 460 millioner kroner i KMDs kasse.

Flere opkøb de seneste måneder

KMD købte i oktober 2014 IT-virksomheden Scanjour, som leverer systemer til digital sags- og dokumenthåndtering, for et ikke oplyst beløb. Overtagelsessummen for Capevo, der er stiftet i 2001 og frem for alt leverer sin egen Capevo XForm-software, er heller ikke meddelt.

»Vi ser Capevo som et strategisk godt køb, der løfter vor tilstedeværelse i et segment, hvor vi gerne vil vokse, samtidig med at digital selvbetjening som disciplin styrkes i forretningen,« siger Søren Henriksen, direktør for KMDs statslige område, i en meddelelse.

KMD købte også i november firmaet Cenza, der leverer digitale personale- og undervisningsplatforme til den finansielle sektor i Danmark, igen for et ikke oplyst beløb.

I efteråret 2012 blev KMD købt af den amerikanske kapitalfond Advent International, og siden har pensionsselskabet Sampension købt sig ind.

KMD havde ved årsskiftet lige under 3.000 ansatte.