Klumme: Hvad skulle vi dog gøre uden whistleblowerne?

Nye sager – afdækket af whistleblowere – viser, hvor vigtige de er, og hvorfor vi skal passe godt på dem.

Foto: Søren Bidstrup

De er nogle af tidens store helte. Whistleblowerne.

Nogle er kendte såsom Mark Felt, der var »deep throat« bag den amerikanske præsident Richard Nixons fald i Watergate-skandalen. I Danmark har vi hørt meget, rigtigt meget, til briten Howard Wilkinson, der er blevet kendt som whistlebloweren, der advarede Danske Bank-ledelsen om hvidvask i bankens estiske afdeling.

Den advarsel valgte ledelsen så reelt at overhøre. Konsekvenserne kender vi. En skandale, der er blevet trevlet op af Berlingskes journalister, og som har kostet topchef, bestyrelsesformand og en stribe andre ledende medarbejdere jobbet i Danske Bank – og udsigt til både erstatningssager og mulige straffesager for bankens medvirken til hvidvask.

Men de fleste whistleblowere forbliver ukendte navne, som alene har fulgt deres samvittighed og meldt urimeligheder eller måske direkte ulovligheder ind til deres ledelser og bestyrelser.

De seneste uger har føjet nye lag til fortællingen om, hvorfor whistleblowere er afgørende aktører i moderne samfund, og hvorfor der skal passes godt på dem, der tør gå op mod ledere, der gør noget forkert eller måske direkte ulovligheder.

Tag f.eks. en tur til Japan. I Tokyo sidder en af autobranchens mægtigste mænd, Carlos Ghosn, netop nu låst inde i en få kvadratmeter lille fængselscelle. Får serveret ris tre gange om dagen og risikerer ti år i fængsel.

Årsagen er en whistleblower i bilkoncernen Nissan, der anmeldte Ghosn til Nissan-ledelsen, hvor Carlos Ghosn vel at mærke var bestyrelsesformand, for at have tilegnet sig store værdier og foretaget en række ulovlige handlinger.

Tilbage står, at uden whistleblowerens modige afsløring ingen sag mod Carlos Ghosn.

Der er langt til Danmark. Men netop nu står vi midt i en sag, som bare bliver værre og værre. Og igen med en whistleblower som afgørende for sagens afsløring.

Den foregår i Akademikernes A-kasse. Her blev direktør Michael Valentin fyret på gråt papir i efteråret. En ledende medarbejder havde set ting, som han meldte til ledelsen, og den førte til fyringen af direktøren.

Siden har det vist sig, at direktøren tilsyneladende har levet det gode liv på medlemmernes bekostning. Det er blandt andet sket ved vinindkøb, vinrejser og dyre indkøb af venners hjælp i a-kassen. Alt sammen noget, der lugter – for ingen er dømt i sagen – af magtmisbrug og mulig nepotisme. Lige nu venter vi på politiets næste skridt i sagen.

Samlet for alle sager er, at uden whistleblowere, der trodsede risikoen for fyringer, spot og spe for at få sandheden frem, var der ikke kommet nogen sag. Derfor er der grund til at fejre nogle af tidens store helte.

Tre ting, vi diskuterede på Business-redaktionen i denne uge:

Vrides skruen igen på Novos guldkalv?

Det må have givet nervøse trækninger hos Novo Nordisks aktionærer, da medier forleden skrev, at amerikanske myndigheder nu for alvor vil se på prisen på insulin i USA. FDA mener åbenbart, at priserne på produkterne fra bl.a. Novo Nordisk er for høje og vil undersøge, om de er »kunstigt høje«. Insulinpriserne har været faldende i USA de seneste år, men åbenbart ikke i tilstrækkelig grad, mener FDA. Det kan blive dyrt for Novo-aktionærerne, fordi USA traditionelt er afgørende for selskabets indtjening.

Smalhals hos legetøjskongerne

Nu er der nok ikke grund til at have ondt af Gjørup-familien, altså medlemmerne af familien, der etablerede legetøjskæden BR. For de endte jo med at sælge hovedparten af deres aktier i BR i tide og har nok deres på det tørre. Alligevel gør det formentlig ondt i stor stil, at selskabet bag BR, der nu er kapitalfondsejet, er gået i betalingsstandsning. Nu er det så kommet frem, at Gjørup-familien har nedskrevet værdien af resten af deres BR-aktier til et rundt nul. Det fortæller en historie om en legetøjskæde, der står på gravens rand.

Gæld til det offentlige. Jamen, det eftergiver vi da bare

Det bliver stadig mere håndgribeligt, hvor lidt styr på sin opgave Skat har. For i disse dage sender Gældsstyrelsen breve ud til en lille halv million danskere, hvor de får at vide, at deres gæld til det offentlige eftergives. Det er en del af oprydningen i Skat, som ikke har formået at få skabt et system, så borgere faktisk også tvinges til at betale deres gæld til det offentlige. For almindelige skatteborgere, som pligtskyldigt betaler enhvert sit, virker det paradoksalt og direkte uforskammet. Pilen bør, igen, rettes mod politikere, der ikke har formået at få Skat til at fungere.

Peter Suppli Benson er Berlingskes erhvervsredaktør