Klarlund forgyldt af turister

På trods af et voksende problem med kopiure i Danmark fordobler Klarlund overskuddet takket være luksusglade asiatiske turister.

Ur- og smykkeforretningen Klarlund og administrerende direktør Stig Andersen spinder guld på kinesiske turister. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ur- og smykkeforretningen Klarlund sælger så meget til asiatiske turister, at overskuddet er fordoblet i det seneste regnskabsår. Endda på trods af et stigende problem med kopiure på det danske marked. Det skriver Børsen.

Klarlunds forretning ligger i den dyre ende af Strøget i København, og det er især asiatiske turister, der er skyld i væksten. Siden 2008 er omsætningen steget mere end 250 procent, mens overskuddet er øget til 29,2 millioner kroner fra 1,1 millioner.

»De kan spare momsen som ikke EU-borgere, og det giver en købsfordel på op til 30 procent i forhold til den samme vare i hjemlandet, så der bliver købt varer i stor stil, også i en priskategori, som vi traditionelt ikke sælger til vores danske kunder,« siger Stig Andersen, administrerende direktør i Klarlund til Børsen.

Selvom smykkebranchen generelt har været under pres fra den økonomiske krise, holder turisterne hånden under de eksklusive forretninger - en tendens der går igen i andre europæiske storbyer.

»Den vækst, vi har haft i de seneste fem år, er en vækst, der er kommet fra vores eksportmarked,« siger Stig Andersen.