Klar til indgreb mod TDC

IT- og Telestyrelsen afslutter inden sommerferien en undersøgelse af TDCs køb af DONGs fibernet og vil afgøre, om konkurrenterne skal betale mindre for at leje sig ind.

Stadig flere hjem ønsker en samlet pakke, omfattende TV, telefoni og internet, og også her sidder giganten TDC tungt på markedet. Fold sammen
Læs mere
Med et lynindgreb vil de danske myndigheder sikre, at TDCs køb af energiselskabet DONG Energys fibernet i Nordsjælland og København ikke forhindrer de øvrige elselskaber i at blive landsdækkende leverandører af internet, TV og telefoni til danskerne.

TDC, Danmarks største teleselskab, købte i november 2009 DONGs fibernet for en pris, der opgives til 425 millioner kroner. Dermed slog TDC elselskabernes planer om en samlet konkurrent til TDC i stykker. TDC dominerer markedet for bredbånd, telefoni og TV i Danmark.
Samtidig opsagde TDC kontrakten med elselskabernes selskab Smile, som siden er indgået i et nyt og større selskab, Company X, der skal koordinere elselskabernes salg af internet, TV og telefoni, leveret gennem de meget hurtige fibernet.

IT- og Telestyrelsen er klar til hurtig udrykning.

Færdig inden sommer


»Hvis der er overlapproblemer, vil vi kikke på det, men det skulle ikke gerne blive et problem. Før jul traf vi nemlig afgørelse på det såkaldte engrosmarked for bredbåndsforbindelser. Her var fiberforbindelser med, men naturligvis var der ikke taget højde for, at TDC sidst i 2009 købte DONGs fibernet. Vi er dog i gang med at kikke på en slags »supplementsafgørelse« på fiberdelen og forestiller os at have et udkast klar inden sommer. Derpå skal det i høring, så en afgørelse skulle komme efter sommerferien,« siger kontorchef i IT- og Telestyrelsens markedskontor, Helle Bøjen Larsen.

Den melding glæder Anders Christjansen, der for blot halvanden måned skiftede direktørstolen i TDC ud med posten som administrerende direktør i Company X.

»Det lyder interessant og kunne meget vel være gode nyheder. Vi skal naturligvis lige se, hvad det betyder rent talmæssigt og ikke mindst, hvornår man kan købe varen. Så vi glæder os til at læse indholdet,« siger han.

Elselskaberne ønsker at være til stede i hele landet.

»Også København og Nordsjælland skal have et godt alternativ til TDC. Men TDC kommer med forretningsbetingelser, der er skruet sammen, så vi ikke kan drive en fornuftig forretning på »triple play« (telefoni, TV og internet i en pakke, red.), som er det, der trækker salgsmæssigt,« siger Company X-direktøren.

For at opnå attraktive aftaler med TV-leverandørerne er det vigtigt, at elselskaberne har et landsdækkende net.

De seneste tal fra IT- og Telestyrelsen, opgjort ved årsskiftet, viser, at 161.000 danskere nu køber alle tre ydelser fra samme leverandør mod blot 61.000 ved udgangen af 2008. TDC sidder også her på voldsomme 60,3 procent af kunderne. Nærmeste enkeltkonkurrent er Dansk Bredbånd med en markedsandel på 9,2 procent.

Velforberedt TDC


Tror du, at TDC gør det bevidst?
»Man kan sige, at det er faldet meget heldigt ud for TDC, at vi står med vilkår, hvor forretningen ikke hænger sammen. Om det er bevidst eller ej? Heldet tilsmiler den forberedte, og jeg kender TDC som meget dygtig og velforberedt,« siger Anders Christjansen.

Venstres Ellen Thrane Nørby bad i januar daværende videnskabsminister Helge Sander (V) svare på, hvordan det sikres, at der fortsat vil være fuld konkurrence på indholdet efter TDCs overtagelse af DONGs fibernet, så forbrugerne ikke får færre valgmuligheder inden for TV og Internet. Helge Sander hæftede sig ved, at TDC har lovet at drive fibernettet som et åbent net.

»Hvis en konkret analyse viser, at en virksomhed har en stærk markedsposition, kan IT- og Telestyrelsen pålægge denne virksomhed blandt andet at give adgang til virksomhedens infrastruktur(er), for eksempel fibernet,« lød svaret fra Helge Sander.