Klar resultatforbedring sikrer opjustering i Nordfyns Bank

Nordfyns Bank havde et glimrende første kvartal, hvor særligt indtægterne på toplinjen var med til at sikre solide tal hele vejen ned gennem resultatopgørelsen.

Foto: CLAUS FISKER.
Læs mere
Fold sammen

Det har samtidig også sikret et så godt afsæt i 2017, at banken har lagt yderligere 5 mio. kr. oven i sine forventninger til hele årets basisindtjening.

Nordfyns Bank hentede i første kvartal nettorente- og gebyrindtægter på 47,1 mio. kr. - en fremgang på 17,5 pct. fra 41,1 mio. kr. i første kvartal 2016. Samtidig steg gevinsten fra kursreguleringer til 4,2 mio. kr. fra 3,5 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år.

Og det slog også igennem i basisindtjeningen, der voksede til 16,8 mio. kr.

- Nordfyns Bank-koncernen har fået en særdeles tilfredsstillende start på 2017. Basisindtjeningen stiger med 6,1 mio. kr., svarende til 57 pct. sammenlignet med første kvartal af 2016, skriver banken i sit regnskab.

Nedskrivningerne på udlån blev desuden reduceret til 2,2 mio. kr. fra 2,7 mio. kr. i første kvartal 2016, og det hele slog samlet set pænt igennem på bundlinjen, hvor Nordfyns Bank fik et nettooverskud på 14,9 mio. kr. mod 9,2 mio. kr. i den tilsvarende periode et år tidligere.

For hele 2017 venter banken nu en basisindtjening på 40-50 mio. kr. mod den tidligere prognose om 35-45 mio. kr.