Klage får søslaget om Bornholm til at blusse op igen

Mols-Linien troede lige, at forretningen var blevet udvidet med færgebetjeningen af Bornholm. Men i sidste øjeblik har en konkurrent forpurret Mols-Liniens Østersø-drømme. I hvert fald for en tid.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Transport- og Bygningsministeriet skulle fredag have underskrevet kontrakten med Mols-Linien om driften af færgebetjeningen af Bornholm i perioden fra 1. september 2018 til 31. august 2028. Men i sidste øjeblik blev underskriftceremonien forpurret af en klage fra Danske Færger, som i umindelige tider har betjent sejladsen, og som også havde budt på sejladsen.

»Selskabet har modtaget meddelelse om, at Danske Færger A/S, der også havde afgivet tilbud på den pågældende besejling, i dag har indgivet klage over kontraktstildelingen, og underskrivelsen af kontrakten mellem Transport- og Bygningsministeriet og Mols Linien A/S derfor er udsat,« skrev Mols-Linien fredag aften i en meddelelse til fondsbørsen.

Mols-Linien fik tildelt den ti-årige kontrakt på ruterne Rønne-Køge og Rønne-Ystad den 10. maj ,og der skulle så gå 10 dage før kontrakten med ministeriet endelig kunne underskrives.

Det jyske rederi blev valgt til at betjene ruterne til Bornholm, fordi rederiet har præsenteret det økonomisk bedste tilbud, og Mols-Linien havde da også lovet en halvering af billetprisen for at sejle til klippeøen.