Torsdag meddelte Dagrofa, selskabet bag det nu lukkede Kiwi, at det har afhændet Kiwis lokaler. Dansk Supermarked har overtaget langt størstedelen af butikkerne og har planer om at gøre de fleste af dem til nye Netto-butikker.
Men også Rema 1000 har budt ind på lejemålene, og Rema har skaffet sig selv seks nye butikker rundt om i landet. Direktør Henrik Burkal er tilfreds med de seks placeringer, selv om kæden også har budt ind på en større pakke.
»Vi er tilfredse med placeringerne, og man kan sige det sådan, at vi er endt med et stykke af mørbraden,« siger Henrik Burkal og fortsætter. »Det er nogle af de placeringer, der er mest attraktive og sværest at lande.«
Her skal de seks nye Rema 1000-butikker ligge
Jagtvej på Nørrebro i København.
Smallegade på Frederiksberg.
Brøndby Strand
Vesterbro Torv i Århus C
Them ved Silkeborg.
Ålbæk syd for Skagen.
Desuden åbner Lidl i et enkelt lejemål i Frihedens butikscenter
Rema 1000s direktør forklarer, at den norske discountkæde i første omgang var interesserede i fem-ti placeringer mere, men at man i sidste ende hverken kunne matche Dansk Supermarked på pris eller størrelse.
»Nogen gange er det vigtigere at kunne sige nej end ja. Det skal give mening for købmanden og for koncernen - sagt på en anden måde: Vi skal være på bolden, men holde koldt vand i blodet og ikke gribes af en eller anden hype,« siger Henrik Burkal.
Det er især Netto, der skal have gavn af de Kiwis gamle lokaler. Det skriver Dansk Supermarked og Dagrofa i en fælles pressemeddelse. Dansk Supermarked forventer nu, at Netto snart vil runde 500 butikker. Det vil Henrik Burkal ikke kommentere på, men han siger, at ambitionen er at åbne 27 nye Rema 1000-butikker i år. I følge ham handler det om at bygge en sund forretning op sten for sten.
»Konkurrencen skærpes, og vi skal være på tæerne for at leve og overleve. Det er tankevækkende for alle, at vi ser de her butikslukninger i tide og utide,« siger Henrik Burkal.
Hvornår kunderne kan fylde kurven i de nye Rema 1000-butikker er endnu ikke fastlagt, men i følge Henrik Burkal arbejdes der på en snarlig åbning.
»Vi åbner så hurtigt som muligt, vi har folk, der sidder med tegningerne,« siger han.
Netto har i dag 455 butikker over hele landet, og Dansk Supermarked overtager nu 81 Kiwi-lokaler, hvoraf halvdelen skal konverteres til Netto. Rema1000 overtager seks butikker, mens Lidl åbner i et enkelt lejemål i Frihedens butikscenter. Fremtiden for fire lejemål er stadig ikke fastlagt, og Dagrofa beholder selv 27 butikker, der primært bliver til Spar.