Kinesiske techgiganter hjælper med at spionere

Tencent og Alibaba hjælper myndighederne med at finde mistænkte og overvåge byer.

Foto: Stringer .. Den kinesiske tech- og spilgigant Tencent, som for nylig købte sig ind i Snapchat, arbejder sammen med internetgiganten Alibaba tæt sammen med de kinesiske myndigheder om overvågning på baggrund af de enorme mængder data om deres hundredvis af millioner af brugere. Arkivfoto: Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

To af Kinas absolut største teknologi- og internetselskaber, Tencent og Alibaba, stiller deres teknologi til rådighed for det kinesiske styre ved at bistå politiet med at finde mistænkte og overvåge borgerne.

Det skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal. Alibaba, Tencent og Baidu - Kinas svar på Google - har pligt til at hjælpe den kinesiske regering med at jage mistænkte kriminelle og få systemkritikere gjort tavse, ligesom deres teknologi bruges til at skabe overvågede byer.

Tæt samarbejde med myndighederne

Ansatte hos Alibaba - hvis hundreder af millioner af brugere køber ind på nettet, streamer film, betaler husleje, sender SMS-beskeder og bruger tilladte sociale medier - indrapporterer således lovovertrædelser til politiet, og politiet kan udbede sig data, som Alibaba samler sammen på baggrund af sin enorme e-handelstjeneste og mobilbetalingstjeneste Alipay, skriver avisen.

Kina er berygtet for sin omfattende overvågning og stærke kontrol med og censur af Internettet gennem det, som sarkastisk er blevet døbt »The Great Firewall« - et ordspil på de firewallprogrammer, som normalt kontrollerer, hvilke programmer på en almindelig PC og telefon der kan få adgang til nettet, så skadelige programmer og computervira kan holdes ude.

Tencent er verdens største onlinespilfirma. Tencent står bag beskedappen WeChat, købte i 2016 det store, finske mobilspilselskab Supercell for lidt over 62 milliarder kroner og er investor i blandt andet den nytilkomne mobilproducent Essential, ligesom Tencent i november 2017 købte 12 procent af billedbeskedtjenesten Snapchat. Tencent har verdens ottenderigeste techmilliardær, den 46-årige Ma Huateng, i spidsen. Han er ifølge det amerikanske magasin Forbes god for en formue på 36,7 milliarder dollars.

Pas på, skurke

I spidsen for Alibaba står den 53-årige tidligere engelsklærer Jack Ma, der er nummer syv på listen over de rigeste i verden inden for teknologiverdenen med en formue på 37,4 milliarder dollars.

Ingen af de to topfolk har lagt skjul på, at de støtter håndhævelsen af lovgivningen og sikkerheden.

»Det politiske og juridiske system for fremtiden er uadskilleligt fra Internettet, uadskilleligt fra den store dataindsamling. Skurkene vil ikke engang kunne gå ind på torvet,« sagde Jack Ma sidste år til en kommission under det regerende kommunistparti, som så på lovhåndhævelsen.

Wall Street Journal har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tencent og de kinesiske sikkerhedsmyndigheder, men kinesiske selskaber har tidligere peget på, at de store amerikanske IT- og teleselskaber lod den amerikanske efterretningstjeneste NSA få adgang til deres brugeres data, hvilket Edward Snowden siden 2013 har afsløret gennem offentliggørelse af tophemmelige papirer.

Stramninger af kontrollen

Kina har strammet kontrollen gennem særligt de senere år. 1. juni trådte en ny cybersikkerhedslov i kraft. Den kræver, at alle virksomheder, som driver internetplatforme i Kina, skal bistå myndighederne med at udrede offentliggjort indhold, som »bringer den nationale sikkerhed, den nationale ære og interesser i fare«.

Facebook har siden 2009 været forbudt i Kina, som også spærrer for adgangen til Googles tjenester.

Der er også krav om, at virksomheder, som tilbyder internettjenester i Kina, skal lagre brugernes data i selve Kina - officielt for at sikre brugerne mod udenlandsk overvågning, uofficielt for at sikre myndighederne bedre adgang til deres data.