Kinesisk Uber-konkurrent klar til krig

Den kinesiske pendant til kørselstjenesten Uber, Didi Chuxing, har modtaget et kapitalindskud på 7,7 mia. dollar, som skal anvendes til at udkonkurrere Uber samt andre konkurrenter på det kinesiske marked.

Didi Chuxing logo ved selskabets hovedkvarter i Beijing. Fold sammen
Læs mere
Foto: KIM KYUNG-HOON

Den sidste måned har forskellige app-baserede kørselstjenester modtaget massive kapitalindsprøjtninger, hvilket er et tegn på optrappende konkurrence.

Det skriver The Financial Times.

»Det er et våbenkapløb i modstrid med sund fornuft. Virksomheder skaffer penge af tre grunde: For at opruste mod skærpet konkurrence, for at undgå en granskning i forbindelse med en børsnotering og for at imødekomme alle de ønsker fra investorer, som allerede har investeret i selskabet, siger Max Wolff, som er økonom med fokus på start-ups i Manhattan Venture Partners«, til The Financial Times.

Kinesiske Didi er den seneste i rækken, som opruster kraftigt. Virksomheden har modtaget 4,5 mia. dollar fra investorer, blandt andet Apple, og har yderligere stiftet 2,5 mia. dollar i gæld.

Didi er værdisat til 25 mia. dollar mod Ubers 62,5 mia. dollar.