Kinesisk smartphone-gigant sælger for milliarder

Huawei, der laver telefoner og teleinfrastruktur, voksede markant i første halvår, ifølge meddelelse.

Huawei øgede sit salg betragteligt i første halvår. Aly Song/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Kinesiske huawei er hastigt ved at blive en af de største aktører globalt inden for smartphones og netværk til mobiltelefoner. Første halvår bød igen på en solid vækst.

Selskabet, der har hovedsæde i Shenzhen, omsatte i første halvår 2018 for 325,7 milliarder kinesisk yuan - 304,4 milliarder danske kroner. Det er en vækst på 15 procent, og den forventer selskabet vil fortsætte.

Det skriver Huawei i en pressemeddelelse.

»Huawei fortsætter med at øge sin effektivitet og kvaliteten af dets operationer, hvilket har hjulpet til at give den solide udvikling.«

»Selskabet forventer at fastholde dette momentum og afslutte året i en stærk position,« skriver Huawei i meddelelsen.

Mens selskabet er bedst kendt for sine smartphones er kerneforretningen fortsat teleinfrastruktur. Her fortæller Huawei, at man stadig sælger kraftigt inden for 5G-netværk til teleselskaber verden over.

Rettet mod slutbrugere nævnet Huawei sin P20-serie og sin første Notebook-computer, MateBook X Pro.

Huawei kommer ikke med en meget detaljeret halvårsrapport, men nøjes med årsrapporter.

I 2017 omsatte selskabet ifølge sin årsrapport for 603,6 milliarder yuan. Halvdelen af salget skete i Kina.

Året bød på et salg på 153 millioner smartphones. Andelen af personer i verden, der kender Huawei, steg til 86 procent.

/ritzau/