Kinesisk økoboom kan forgylde danske mejerier

Der ventes et kraftigt opsving i eksporten af dansk økologisk mælk på det kinesiske marked. Arla satser på salg af økologi for 700 mio. kr. i 2017.

Kronprinseparret deltog i 2012 i et marketingsevent, som bl.a. skulle øge eksporten af danske mejeriprodukter til Kina. Nu regner Arla med et salg på 700 mio. kr. i 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.


Hvis dansk fødevareindustri forstår at kende sin besøgelsestid, er der udsigt til, at boom i efterspørgslen af økologiske produkter i Kina inden for få år kommer til at forgylde danske mejerier.

Det siger chefkonsulent Ejvind Pedersen fra brancheorganisationen, Landbrug & Fødevarer.



"Kina er et kæmpemarked, der rummer store muligheder for dansk økologisk mælk. Det er jo derfor, at Arla Foods har et mål om, at en femtedel af selskabets salg i 2017 på dette store marked skal være økologiske fødevare," fastslår han.

Den ambitiøse satsning betyder, at Arla skal sælge økologi i Kina for 700 mio. kr. i 2017, hvis målet skal nås, siger han.



I Arla oplyser vicedirektør Astrid Gade Nielsen, at selskabet fortsat har fokus på at øge salget af økologisk mælk i Kina. I dag har koncernen et sortiment inden for børneernæring, som omfatter både mælkepulver og langtidsholdbar UHT mælk. Derudover sælger Arla osteprodukter.

"Vi havde en samlet omsætning i Kina på 1,2 milliarder kr. i 2013, hvoraf det økologiske salg udgjorde en meget lille procentdel. I løbet af de næste par måneder lancerer vi flere produkter rettet mod børn. Indsatsen bliver fokuseret omkring Beijing og Shanghai," siger Astrid Gade Nielsen. 

Belært af fødevareskandaler efterspørger kineserne sikre og sunde fødevarer, ikke mindst fra Danmark. Og med verdens største befolkning og samtidig også verdens største mejerimarked er Kina tilsyneladende umættelig.

"Ifølge prognoserne vil økomælk udgøre ni procent af salg af volumen og hele 19 procent af den samlede omsætning for mælk i Kina i 2018," siger chefkonsulent Ejvind Pedersen fra Landbrug & Fødevarer.

Flere og flere danske økologiske virksomheder, der gerne vil ind på det kinesiske marked, bliver i disse måneder certificeret. I denne uge får Them Mejeri som femte danske virksomhed den nødvendige godkendelse af kinesiske kontrollører til at sælge økologiske produkter i Kina. 

Det betyder, at fra i morges og frem til fredag har Thems direktør Alette Algreen-Ussing besøg af en håndfuld kontrollanter, der nøje går alt igennem på mejeriet og hos mælkeproducenterne, dvs. landmændene.

Them Mejeri vil på linje med Arla Foods og Thise Mejeri satse på eksport til Kina af langtidsholdbar UHT-mælk. 

"Der er virkelig fremgang på mejerimarkedet i Kina. Da vi i sommer deltog i verdens største økologimesse, Biofach China. i Shanghai, var der rigtig stor interesse for danske økologiske produkter. Jeg fortalte kineserne, at vi i Danmark gør rigtigt meget ud af vores kontrolsystem og fødevaresikkerheden. De var meget duperede af, at vi har statslige kontrollanter til at kontrollere virksomheder og producenter," siger Ejvind Pedersen.

Men kineserne er ikke tilfredse med det, hvis en dansk fødevarevirksomhed vil på banen i Kina. Derfor kontrollerer de løbende de danske eksportører, efter at godkendelsen af salg af produkter i Kina er på plads.