Kinesisk mangemilliardær vil have sin egen avis

Alibaba-stifter Jack Ma forhandler om at købe Hongkongs førende, engelsksprogede dagblad - ligesom hans amerikanske kollega i Amazon har sin egen avis.

Foto: TYRONE SIU. Hongkongavisen South China Morning Post står til at blive overtaget af Jack Ma (det lille billede), som er manden bag netgiganten Alibaba. Foto: Tyrone Siu, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Internetrigmænd skal - også - eje en avis.

Det synes at brede sig, efter at den kinesiske multimilliardær Jack Ma, som står i spidsen for e-handelsgiganten Alibaba, tilsyneladende forhandler om at købe det førende, engelsksprogede dagblad South China Morning Post, der udgives fra Hongkong.

Dermed går han sin fælle, Amazon-stifter Jeff Bezos i bedene. Bezos købte i 2013 det anerkendte, amerikanske dagblad Washington Post for 250 millioner dollars. Medstifter af Facebook, Chris Hughes, har købt det amerikanske magasin The New Republic.

Kinas næstrigeste mand

Jack Ma blev mangemilliardær, da Alibaba, som han selv stiftede, for et års tid siden blev børsnoteret til en værdi på 25 milliarder dollars, hvilket gør det til den største børsnotering nogen sinde. Aktiekursen er dog siden dykket med omkring en fjerdedel på baggrund af bekymringerne for den kinesiske økonomi.

South China Morning Post udgives af SCMP Group, som Jack Ma forhandler med flertalsaktionæren, det malaysiske konglomerat Kerry Group, om at overtage, skriver flere medier. Kerry Group købte den indflydelsesrige avis i 1993 af mediemogulen Rupert Murdochs News Corp-imperium. Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg er forhandlingerne på »et fremskredent stadie«, og en handel kan dermed falde på plads allerede i denne uge.

Hverken Alibaba eller SCMP Group vil kommentere forlydenderne om et salg.

Jack Ma er ifølge det amerikanske magasin Forbes nummer 22 på listen over de mest indflydelsesrige personer i verden. Den 51-årige kineser er god for en formue på 23,7 milliarder dollars og dermed den næstrigeste i Kina. Han har tjent sine penge på e-handel.

Pressefriheden i fokus

South China Morning Post, der blev grundlagt i 1903, har de seneste år kæmpet med sin økonomi. Indtjeningen er faldet med mere end 25 procent, og de seneste seks måneder har 35 ansatte, heriblandt chefredaktøren, forladt avisen. Engang hørte South China Morning Post til blandt de bedst indtjenende aviser i verden.

Der var en del rummel, da Jeff Bezos overtog Washington Post, som dog siden har forbedret sin økonomi og udvidet sin tilstedeværelse på nettet i samspil med Amazon-imperiets øvrige produkter. Amazon er verdens største netbutik. Tilsvarende rummel lurer, hvis Jack Ma overtager hongkongavisen. Han anses for at stå ret tæt på den kinesiske regering, hvilket den tidligere britiske kronkoloni Hongkong altid gerne har villet holde i armlængdes afstand. Hongkong fik ved den britiske overdragelse i 1997 garanteret pressefrihed modsat resten af Kina, og South China Morning Post har f.eks. dækket den store protest i Hongkong sidste år, som den kinesiske centralregering ikke bifaldt. Avisen bragte også et tilbageblik i forbindelse med 25-året for demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, hvor den kinesiske regering satte hårdt ind mod demonstranterne.

Hvorvidt avisen vil ændre sig i en retning, som er mere positiv over for Kinas regerende kommunistparti, hvis Jack Ma tager over, er der blandede meninger om.

Alibaba har de seneste par år satset meget på købe sig ind i underholdningsbranchen for at kunne levere nye tjenester over nettet og dermed styrke det samlede Alibaba-varemærke. Ikke alle opkøb går dog umiddelbart klart ind i strategien. I 2014 købte Jack Ma et fodboldhold, men Alibaba ejer også aktier i Kinas svar på YouTube-filmtjenesten, Youku Tudou, og i det kinesiske svar på Twitter, Sina Weibo.