Kinesisk enzymproducent kopierer Novozymes

En enzymproducent i Kina har delvist kopieret danske Novozymes' hjemmeside under det nært beslægtede navn Starzyme.

Laboratoriet hos den danske enzymproducent Novozymes i Beijing i Kina. I samme land holder også den kinesiske enzymproducent Starzyme til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En mindre kinesisk enzymproducent har med al sandsynlighed ladet sig inspirere af danske Novozymes, da både firmanavn og hjemmeside-look skulle bestemmes.

Firmaet blev døbt Starzyme, og udover at have enslydende navne og producere det samme, ligner Starzymes hjemmeside tilmed den danske Novozymes.com med sine karakteristiske farver, markante geometriske figurer og farvestrålende portrætter af smilende mennesker, blomster og molekyler, ligesom menustrukturen i toppen af sitet også minder meget om den på Novozymes' side.

Ifølge Starzymes hjemmeside har firmaet produceret enzymer siden 1997 under navnet Sunrise Animal Health, og efter eget udsagn leverede selskabet enzymer til amerikanske Pfizer i 2000. I 2008 optræder navnet Starzyme for første gang i forbindelse med et opkøb.



Trods de umiddelbare fællestræk har Novozymes valgt ikke at retsforfølge den kinesiske producent.

"Vi holder selvfølgelig hele tiden øje med konkurrerede virksomheder og vil til enhver tid tage de nødvendige og relevante skridt for at beskytte vores brand, varemærke- og ophavsrettigheder", siger Mikkel Viltoft, der er chefjurist hos Novozymes, i en mail til Business.dk og tilføjer, at selskabet heller ikke har andre verserende retssager kørende i Kina i forhold til Novozymes' brand.

Novozymes har ikke ønsket at svare på, om selskabet føler sig krænket af den kinesiske "lillebror" eller uddybe, hvorfor selskabet ikke er gået ind i en retssag.

Dyrt og langsommelig

Ifølge Kunal Singla, der er juridisk konsulent i DI, kan der være flere årsager til, at danske virksomheder afholder sig fra at retsforfølge kinesiske kopister. For selvom det lykkes at vinde en retssag, er det langt fra sikkert, at afgørelsen vil blive efterlevet og håndhævet, ligesom sagsbehandlingen i Kina ofte er omstændig og langsommelig. Men han vurderer samtidig, at danske virksomheder nok skal tage til genmæle, hvis firmaet bag krænkelsen udgør en tilstrækkelig stor trussel.


"Selvom danske virksomheder har deres rettigheder på plads, vil de fra sag til sag vurdere, om det kan betale sig at føre komplicerede retssager i et forholdsvis bureaukratisk kinesisk retsvæsen – og hvor det ydermere kan være svært at håndhæve sine rettigheder. Hvis der er tale om et omfang af kopiprodukter eller betydelig risici for dårlig omtale mv., har danske virksomheder ikke været bange for at tage kampen op i retssalene," siger han. En mulig samarbejdspartner

Med undtagelse af en nedgang fra 2008 til 2009, er antallet af danske patentansøgninger i Kina steget med mere end 80 procent fra 2006 til 2010. Og ifølge DI har virksomhederne da også ofte gjort deres juridiske hjemmearbejde med at sikre deres rettigheder. Især anbefales danske virksomheder at have styr på deres domænenavn, varemærke- og designrettigheder, ligesom selve produktet skal patenteres.

Men for de virksomheder, der tør at tænke anderledes, er der ifølge Kunal Singla måske flere muligheder end at gå efter kopisternes strube: 

"Det er naturligvis forbundet med udgifter at få disse rettigheder på plads, men registreringerne kan – ud over at være et juridisk værn mod kopister - også være en forudsætning for at indgå kommercielle samarbejdsaftaler, eksempelvis hvis virksomhederne licenserer deres produkter, eller hvis man helt vil sælge rettigheden til at producere et pågældende produkt," vurderer han.

Novozymes har ikke ønsket at oplyse, om selskabet kunne overveje at overtage den kinesiske enzymproducent Starzyme.

INFOshop: Så godt klarer danske virksomheder sig i Kina