Den kinesiske elbilproducent BYD har første gang solgt for mere end 100 milliarder dollar på et år, nærmere bestemt 107 milliarder dollar.
Dermed slår BYD også rivalen Tesla i salg for 2024, da Elons Musks firma solgte for 97,7 milliarder dollar.
Det skriver flere medier, herunder det britiske finansmedie Financial Times.
Ifølge BYD har de øget deres årlige salg med 29 procent fra 2023, mens elbilproducenten også i det forgangne år oplevede et løft i overskuddet med 34 procent til omkring 5,6 milliarder dollar.
BYD, der ikke kun producerer rene elektriske køretøjer, har nydt godt af en stigende efterspørgsel på hybridbiler i Kina.
Samtidig er BYD også begyndt at udskifte en aggressiv prisstrategi, med henblik på at vinde markedsandele, til en strategi med fokus på at øge rentabiliteten.
»De førende aktører på markedet, herunder BYD, har bevæget sig væk fra en ‘pris-for-volumen’-tilgang. I stedet forsøger de at hæve detailpriserne ved at innovere og opdatere deres modeller,« siger Serena Shen, der er bilanalytiker hos S&P Global Mobility, til Financial Times.
Blandt andet har BYD installeret sin »God's Eye«-software, der skal gøre bilen mere selvkørende, i biler til mere end 100.000 yuan (omkring 98.000 kroner), men vil nu også implementere den i deres billigere modeller, meldte de ud i februar.
BYDs stifter, Wang Chuanfu, afslørede også i sidste uge et batteriopladningssystem, som virksomheden sagde ville give kunderne mulighed for at oplade elbiler på fem minutter, hvilket var med til at sende aktierne til et rekordhøjt niveau.




