Kinesere og russere presser vinprisen op

Det har været en god investering at investere i vin det sidste års tid, hvor priserne er steget i raskt tempo.

Direktør Niklaus B. Sonne (tv) og Peter Groth Eriksen, Vininvest, venter fortsatte prisstigninger på de dyreste vine. Arkivfoto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere
Eksklusiv vin i den helt dyre ende har været en forrygende investering over det sidste års tid. Det er blandt andet superrige velhavere fra Østeuropa, Asien og Latinamerika, der driver prisen på verdens bedste vine op med en sjældent set fart.

Udviklingen er en særlig fordel for en lille gruppe danske småsparere, som har sat penge i investeringsselskabet »Vininvest,« der er noteret på den særlige OTC-børs for mindre selskaber.

Over det sidste år er værdien af dette selskab steget med over 60 procent, og kursfesten er ikke forbi endnu, vurderer grundlægger af Vininvest, Niklaus B. Sonne.

»Vi tror prisen på dyre vine fortsætter med at stige. Efterspørgslen efter dyre vine er stærkt stigende i mange lande,« siger Niklaus B. Sonne.

Samlervine
Vininvest har sat penge i flere forskellige meget eksklusive samlervine, der i enkelte tilfælde er steget med mere end 100 procent det sidste år.Gennem firmaet Multiinvest tilbyder de også kælderrum på Nørrebro, der er indrettet specielt til lagring af vin. Her kan alle, der vil investere i vin på helt egen hånd, få anbragt deres investeringsvine for én krone per flaske om måneden.

»Gennemsnitsprisen på de vine, vi har på lager her, er mellem 400 og 500 kroner per flaske. Så 12 kroner i opbevaring om året er ikke dyrt,« siger Niklaus B. Sonne.

En del har lagt vinen på lager for at drikke den selv om nogle år. Men andre går målrettet efter en økonomisk gevinst ved et senere salg.

Vinauktioner
Inden for de senere år er det blevet nemmere at sælge meget dyre vine, fordi der på nettet er kommet flere vinauktioner, hvor man kan sætte sine varer til salg for overkommelige penge.Skal man have en toppris hjem, skal vinen helst ligge i uåbnede originale kasser. Hvornår vinene topper i kvalitet og pris er noget, som kan følges i et væld af internationale vinmagasiner, der løbende skriver om, hvornår bestemte årgange fra bestemte områder er modne til enten at blive drukket eller solgt på auktion.

Det er blandt andet en hastigt stigende gruppe af meget velhavende russere eller kinesere, der er med til at presse prisen på verdens absolut bedste og mest prestigeprægede årgangsvine i vejret med en ekspresfart.

90 pct. fra Bordeaux
Et særligt indeks, der kaldes »Liv-ex 100«, opfanger prisudviklingen på verdens 100 mest interessante investeringsvine, hvoraf 90 procent kommer fra Bordeaux i Frankrig. Dette indeks er alene i år steget med 42 procent og er nu oppe på noget af det højeste i mange år.

En kasse Château Lafite Rothschild 1996 koster eksempelvis nu næsten 78.000 kroner, hvor prisen for at halvt år siden »kun« var på 31.500 kroner.

375.000 kr. for en flaske
Det store prisfald på amerikanske dollar har på det seneste ført til en nedgang i salget af dyre franske vine i USA. Men i stedet er efterspørgslen fra Asien, Østeuropa og Latinamerika steget eksplosivt.

Stephen Williams fra Londons »Antique Wine« siger, at de planlægger at lave regelmæssige vinsmagninger på det nye Ritz-Carlton hotel i Moskva, som åbnede for to uger siden. Hotellet har sit eget vinrum, der hedder Pétrus, og som er opkaldt efter et af Europas mest eksklusive vinslotte, hvorfra man eksempelvis lige nu kan købe en årgang 1961 Chäteau Pétrus Grand Cru for 375.000 kroner – for én flaske.



Men Niklaus B. Sonne siger, at der også herhjemme er ved at komme en helt anden holdning til dyr vin end for få år siden.

»Når vi holder vinsmagninger oplever vi, at politibetjente og sygeplejersker uden store lønninger gladeligt køber vin til mere end 200 kroner per flaske. Det er noget helt andre end for få år siden, hvor vine i den prisklasse kun kunne sælges til en meget lille gruppe i samfundet. Så folk har bedre råd, eller prioriterer vin højere end før. Eller også har de bare opdaget, hvor godt en rigtig god rødvin smager,« siger Niklaus B. Sonne.