De kinesiske myndigheders skærpede kurs over for den energislugende udvinding af den digitale valuta bitcoin har gjort det mere profitabelt for konkurrenter i andre lande at være med.
I juni slog Kina, som er verdens største producent af bitcoins, til mod de store datacentre, hvis enorme computerkræfter bruges til at løse de matematiske opgaver, som skaber nye bitcoins. Myndighedernes indgreb skulle skære ned på CO2-udslippet fra datacentrene, men samtidig gik man efter private kryptovalutaer på et tidspunkt, hvor Kina arbejder på sin egen officielle digitale valuta, skriver den britiske finansavis Financial Times.