Kinas engang rigeste bor nu i Tokyo efter voldsomme angreb

Manden bag Kinas svar på Amazon, Jack Ma, har taget familien med sig til Japan, hvor han nu har boet i en rum tid og stort set har holdt sig ude af rampelyset, siden Kina slog ned på teknologigiganter og stiftere.

Sådan kender verden ham, Alibaba-stifter og multimilliardær Jack Ma, inden han offentligt kritiserede den kinesiske ledelse og udløste en lavine af problemer for sig selv og sine konkurrenter. Chinatopix/AP/Ritzau Scanpix

Engang var han den rigeste mand i Kina. Så begyndte myndighederne at slå ned på de store kinesiske teknologiselskaber, fordi de tilsyneladende havde fået for stor magt, hvorpå han rejste væk fra det hele.

I næsten seks måneder har stifteren af den kinesiske internetgigant Alibaba, Jack Ma, boet i det centrale Tokyo i nabolandet Japan.