Kina strammer kontrollen med nye internetsøkabler

Flere nye undersøiske internetkabler, som skal bære verdens internettrafik rundt mellem kontinenterne, får nu en længere og dyrere rute for at undgå at skulle gennem kinesisk farvand.

Søkabler sørger for, at verdens internettrafik kan suse rundt, og at man uden nævneværdig forsinkelse kan se netsider, også selvom de ligger i den helt anden ende af verden. Søkabler er ret små fiberkabler, som bliver armeret for at kunne stå imod havets tryk, fisks gnaven i dem og ankre, der kan hægte sig fast. Her inspiceres et søkabel, som kobler USA, Storbritannien og Spanien sammen, på en kyst i Biscayen i Nordspanien. Arkivfoto: Miguel Tona/EPA/Ritzau Scanpix Miguel Tona

Kina er begyndt at stramme kontrollen med de søkabler, som bærer verdens internettrafik gennem landets farvande. Det har medført, at flere nye søkabler får ændret deres undervandsrute, så de går uden om kinesisk farvand, selvom det bliver dyrere.

Længere ventetider på godkendelse og skrappere kinesiske krav, også om tilladelser i områder, der ligger uden for de internationalt anerkendte grænser for territorialfarvande, ændrer på linjeføringen af nye søkabler, så man undgår at skulle gennem Det Sydkinesiske Hav.