Kina og Indien løfter Vestas' spanske konkurrent

Det er ikke kun Vestas, der blandt vindmølleproducenterne har haft et bedre første kvartal, end hvad man normalt er vant til i den branche.

Foto: FABIAN BIMMER

Spanske Gamesa har løftet sin bundlinje i første kvartal til 66 mio. euro fra 17 euro sammenlignet med samme periode sidste år, fremgår det af et selskabets regnskab.

Renses der for ekstraordinære indtægter (fra et joint venture inden for offshorevind kaldet Adwen), lyder resultatet på 44 mio. euro, mens omsætningen er løftet 43 pct. til 820 mio. euro år til år.

Størstedelen af de vestlige vindmølleproducenter - herunder Vestas - har vanskeligt ved for alvor at finde taktstokken på nye markeder som Kina og Indien, men det går anderledes smurt for Gamesa.

Spanierne hentede godt nok "kun" omtrent halvt så mange ordrer målt i megawatt i første kvartal som sin danske konkurrent, men ud af de 818 megawatt stammer 27 pct. af Indien og 24 pct. af Kina. Resten af ordrerne stammer fra Europa (17 pct.), Latinamerika (18 pct.) og USA (14 pct.).

Gamesas underliggende driftsresultat (EBIT) i kvartalet var på 66 mio. euro, og det giver en EBIT-margin på 8 pct. - 2 pct.point bedre end året forinden. Til sammenligning præsterede Vestas en EBIT-margin i første kvartal på 5,2 pct.

Spanierne havde en nettorentebærende gæld på 125 mio. euro ved udgangen af første kvartal.