Kina har spillet dansk industri et puds

Den aftagende vækst i Kina og de chokbølger, det har sendt ud i verdensøkonomien, har ramt danske globale industrivirksomheder som Danfoss og Grundfos særligt hårdt i 2015.

Nedgang i byggeriet i Kina har ramt både Danfoss og Grundfos i 2015. Arkivfoto: Aly Song/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Egentlig burde der ikke være grund til at klage. Julegaveindkøbene sætter rekord i år. Og skal man tro en ny prognose fra Dansk Industri, vil privatforbruget sætte rekord næste år med en stigning på 2,25 pct. til 870 mia. kr.

Festen er imidlertid ikke nået til danske industrivirksomheder. Topcheferne i landets to største industriselskaber, Grundfos i Bjerringbro og Danfoss i Sønderjylland, har i hvert fald svært ved at svinge sig op til jubel.

Danfoss-topchef Niels B. Christiansen lægger således ikke skjul på, at det i øjeblikket er lidt af en udfordring at være topchef i en industrivirksomhed anno 2015.

»At drive industrivirksomhed i en verden, som den ser ud lige nu, hvor der ustandselig sker ændringer, fylder meget på min dagsorden. Sat lidt på spidsen er det ikke det samme marked, der klarer sig godt to dage i træk. Det kræver virkelig, at man er på bolden og kan agere hurtigt. Det kan vi heldigvis bedre i dag, end vi kunne tidligere, men når Kina pludselig ikke vokser så hurtigt, som det har gjort, eller Rusland bliver hårdt ramt af sanktioner og lave oliepriser, er det noget, der kræver handling,« siger Niels B. Chris­tiansen.

Netop udviklingen i Kina er en helt afgørende grund til, at det 2015, der begyndte med optimisme og flotte nøgletal, ikke mindst for eksporten, er endt med at gøre livet ekstra besværligt på direktionsgangene i Bjerringbro og Nordborg.

»I 2015 blev vi overrasket af den kraftige afmatning i Kina. Det har sat sig spor i rå­varepriserne og ført til et fald i verdenshandlen, som især har ramt andre vækstmarkeder i Asien og Sydamerika, og de lande og industrier, som leverer vigtige input til den kinesiske del af den globale værdikæde. Samlet set har det givet anledning til, at det er blevet betydeligt sværere på eksportmarkederne for danske industrivirksomheder som Grundfos og Danfoss,« siger Helge J. Pedersen, cheføkonom hos Nordea.

Samtidig har afmatningen især ramt kinesisk byggeindustri, og her er pumpeproducenten Grundfos og Danfoss, der blandt andet leverer komponenter til store byggemaskiner og til aircondition, blevet ekstra hårdt ramt.

Samme vurdering har cheføkonom i Dansk Industri, Claus Rasmussen.

»Eksporten har skuffet ganske meget i år, og noget tyder på, at dansk eksport har været ekstra hårdt ramt af opbremsningen i verdensøkonomien. Vi ved bare ikke rigtig hvorfor endnu,« siger Claus Rasmussen.

Begge økonomer vurderer, at det kommer til at gå lidt bedre i 2016.

»Vi har en situation, hvor væksten er tiltagende i Europa, og hvor dollaren er stærk. Alle internationale prognoser tyder på, at der kommer øget aktivitet i 2016,« siger Claus Rasmussen.

Også Helge J. Pedersen fra Nordea mener, at virksomhederne bør sætte deres lid til de mere avancerede markeder i Europa og USA, mens der fortsat vil være svagheder i vækstøkonomierne, men også i økonomier, som er særligt afhængige af udviklingen i råvarepriserne, f.eks. Norge, som trækkes med lave oliepriser.

Til gengæld ser han også lyspunkter og nye forretningsmuligheder inden for energi­effektivitet, som han forventer kommer i fokus efter det netop overståede klimatopmøde, COP 21, i Paris.

Facit for den samlede danske eksport blev et fald på 1,7 pct. i 3. kvartal 2015 sammenlignet med samme kvartal året før, mens eksporttilbagegangen målt over årets første ni måneder blev på 0,4 pct.

For industriens salg af egne varer inklusive salg af råvarer som olie faldt omsætningen med 1,2 pct. fra 2. til 3. kvartal i år. Fraregner man råvarer, faldt industriens omsætning med 0,3 pct.

Den negative udvikling på eksportmarkedet fortsatte i oktober, hvor eksporten ifølge foreløbige tal fra Danmarks Statistik faldt med mere end seks pct.