Kina bliver verdens største skibsbygger

Kina har i 2010 overhalet Sydkorea som verdens største skibsbyggernation, og har nu 34,9 procent af det globale marked for nybyggerier.

De europæiske skibsværfter har kun en forsvindende lille del af de globale skibsbyggerier. Kina er suverænt størst og har netop overhalet Sydkorea som verdens største skibsbyggernation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
De kinesiske skibsværfter har i ly af krisen overhalet de ellers i flere år dominerende sydkoreanske skibsværfter. Det viser den seneste opgørelse fra det London-baserede research-firma Clarkson Research Services. Både målt på nye ordrer i 2009 og nuværende ordrebøger, er Kina verdens største producent af nybyggerier i værftsindustrien. 

Opgjort den 1. januar 2010 var der i alt bestillinger på 7.954 nye skibe med en samlet tonnage på 152.2 millioner. Kina står for 3.144 af disse ordrer med en samlet tonnage på 53.2 millioner. Det svarer til en global markedsandel på 34,9 procent.

Sydkoreas skibsværfter har en samlet bestilling på 1.843 skibe med en samlet tonnage på 52.8 millioner. Det giver en global markedsandel på 34,6 procent. Så selv om Sydkorea altså leverer klart større skibe end de kinesiske værfter, er det Kina, der har føretrøjen målt i samlet tonnage og antal skibe.

Få bestillinger i 2009


Langt størstedelen af bestillingerne i Clarkson Research opgørelse er foretaget i 2008 eller tidligere. I 2009 blev der på verdensplan kun indgået 401 nye ordrer. Af disse ordrer lykkedes det Kina at opnå 44,4 procent. .

Kinas førsteplads på listen over verdens skibsbygger-nationer er opnået på ganske kort tid. I 2003 havde Kina kun 12,8 procent af det samlede marked for skibsbyggerier.

På tredjepladsen over skibsbyggerier kommer Japan med 15,2 procent af den samlede globale tonnage, Vietnam er nummer fire med 1,5 procent, Indien har 1.4 procent, Fillipinerne har 1.4 procent og Tyskland har 1,2 procent. Danmark er ikke i top ti.