Kim Larsens pengetank bugner

Danmarks bedst indtjenende musiker kan igen lægge millioner til sin formue efter et solidt regnskab. Den 70-årige musikers pengetank vokser markant.

Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen. Kim Larsen
Læs mere
Fold sammen

Den danske musiker Kim Larsen trækker millioner af kroner hjem på at turnere de danske landeveje tynde. Fra nu og frem til jul har han planlagt 27 koncerter i Danmark sammen med sit band Kjukken. De 26 er totalt udsolgt. Kun en ekstrakoncert i Horsens 28. december er der stadig få billetter til.

De mange udsolgte koncerter og danskernes store appetit på Larsens hits kan mærkes på pengekassen i musikerens private selskab. Et helt nyt årsregnskab fra Kim Larsen viser, at pengene vælter ind.

I regnskabsåret 2015/16 fremgår det, at Kim Larsen har spillet, sunget og fløjtet sig til en bruttofortjeneste på 7,8 mio. kr. og driftsindtjening på 4,8 mio. kr. Det er noget bedre end året før. Efter skat og finansielle omkostninger giver det nationalskjalden en indtjening på bundlinjen på godt 2,3 mio. kr., viser det netop offentliggjorte årsregnskab.

Af regnskabet fremgår det også, at Kim Larsens formue tager et nyt stort hop frem. Egenkapitalen i selskabet opgøres nu til over 62 mio. kr. For to år siden var den på 54 mio. kr., sidste år 58 mio. kr., så formuen bliver ved med at vokse for musikeren, der om få dage runder 71 år.

Kim Larsen har i mange år været den bedst indtjenende danske musiker foran kunstnere som bl.a. Nik & Jay.