Kendte rigmænd klemt i ejendomsselskab

Victoria Properties, der har prominente ejere fra blandt andet Mærsk- og Danfoss-familien, har kastet håndklædet i ringen og skal afvikle dets ejendomme.

Foto: Henning Bagger

En række kendte velhavere har millioner i klemme i Victoria Properties, der fredag har kastet håndklædet i ringen og vil afhænde sine ejendomme eller alternativt hele selskabet.

Victoria Properties, der før krisen blev startet for at investere i tyske ejendomme, fortalte tidligere fredag, at man ikke har kunnet refinansiere sin gæld hos FS Property Finance og FIH Erhvervsbank. Da FS Property samtidig vil hæve renten på selskabets gæld til 7,18 pct., ses selskabet give "et betydeligt underskud".

- Som følge heraf har selskabets bestyrelse initieret en proces, hvor selskabets ejendomsportefølje søges afhændet. I forbindelse hermed undersøger bestyrelsen ligeledes muligheden for at opnå et samlet købstilbud på selskabet, skriver Victoria Properties.

Det nødlidende selskab har en række kendte velhavere om bord.

En af de største aktionærer er Jørgen Mads Clausen, der er tidligere administrerende direktør i Danfoss og nuværende bestyrelsesformand i selskabet. Gennem MC2 Holding ejer Jørgen Mads Clausen ifølge Victoria Properties hjemmeside 20,66 pct. af selskabet.

Med fredagens aktiekurs på 28 kr. svarer det til en værdi på 27,0 mio. kr. Skeler man to år tilbage, til årsregnskabet for 2010, sad MC2 Holding på 14,38 pct. af aktierne svarende til en værdi på 50 mio. kr., da kursen var på 150 kr. per aktie.

Også A&C Følsgaard, der er ejet af barnebarn til A.P. Møller og niece til nu afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller Anette Følsgaards mand, sidder på 6,6 pct. af aktierne i Victoria Properties svarende til en markedsværdi dags dato på 8,6 mio. kr. Ved årsregnskabet 2010 sad Anette Følsgaard på 13,28 pct. af det daværende antal aktier svarende til en markedsværdi på 46,2 mio. kr.

Andre storinvestorer i Victoria Properties er Aller Holding, der sidder på 11,7 pct. af aktierne svarende til en børsværdi på 15,3 mio. kr.

Sidst sidder Bendt Lensgreve Wedell på 5,53 pct. af aktierne svarende til en værdi ved dagens kurs på 7,2 mio. kr. Bendt Lensgreve Wedell, der er Danmarks næststørste jordbesidder, har samtidig gennem Vicus ejendomme 9,95 pct. af aktierne i Victoria Properties svarende til en værdi ved fredagens kurs på 13,0 mio. kr.

Ved årsregnskabet for 2010 sad Vicus Ejendomme på 14,09 pct. af aktierne i Victoria Properties med en værdi ved årets slutning på 49 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk