Kendt høretelefon-firma beskyldes for overvågning

Det amerikanske teknologifirma Bose, der producerer høretelefoner og lydsystemer, bliver beskyldt for ulovligt at indsamle data og informationer fra sine kunder. Tirsdag blev virksomheden sagsøgt.

Foto: MIKE BLAKE

Den amerikanske teknologigant Bose synes fanget i en penibel affære.

Virksomheden bliver beskyldt for systematisk at have videresendt data om sine kunder uden at have indhentet tilladelse til den øvelse.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters en amerikaner ved navn Kyle Zak tirsdag formelt sagsøgt Bose ved en føderal domstol i Chicago for at have overtrådt loven, når teknologiganten via en app henter informationer ned om det, brugeren af høretelefonerne lytter til, hvorefter informationerne bliver solgt videre til andre aktører.

Ifølge den klage, som Kyle Zak har indgivet, kan man udlede en hel del af, hvad folk lytter til af podcasts, musik og lydbøger, og kommercielle virksomheder vil kunne bruge dataen til at konkludere, hvilken politisk og religiøs baggrund lytteren har.

Ifølge Kyle Zak foregår ulovlighederne konkret ved, at man som køber af Boses nyere høretelefoner bliver opfordret til at hente en app, »Bose connect«, hvorefter Bose får adgang til data om de ting, køberen lytteren til.

»Folk tager deres høretelefoner på i den tro, at det er privat, men de kan være i gang med at give informationer videre, som de ikke ønsker at dele,« sagde Zaks advokat ifølge Reuters onsdag.

Ifølge Kyle Zak er populære Bose-produkter som QuietComfort 35, QuietControl 30 og SoundLink Around-Ear Wireless Headphones II alle berørt af den ulovlige dataindsamling.

Bose har foreløbig ikke ønsket at kommentere søgsmålet.

Bose er den seneste af en række teknologivirksomheder, der bliver ramt af beskyldninger om ulovlig dataindsamling. For ikke så længe siden var det sexlegetøjsproducenten We-Vibe, der måtte til lommerne efter det kom frem, at man ulovligt videresolgte data om sine kunders gøren og laden, mens Facebook i efteråret blev tvunget til at slette data fra 35 millioner Whatsapp-brugere i Tyskland.

Ifølge Reuters kræver Kyle Zak op mod 5 milioner dollars i erstatning fra Bose.