Det børsnoterede selskab Conferize, der har erhvervsmanden Lars Kolind blandt de største aktionærer, opgiver at fortsætte.
Coronapandemien har ændret eventmarkedet markant, og det får nu ledelsen til at sende en opsigtsvækkende meddelelse om, at der ikke længere er grundlag for at drive selskabet videre.
»Bestyrelsen har derfor besluttet at opsige ledelse og medarbejdere – og vil indstille til selskabets aktionærer på en ekstraordinær generalforsamling at lade selskabet træde i solvent likvidation. Bestyrelsen vil snarest indkalde til denne generalforsamling,« skriver selskabet i meddelelsen til fondsbørsen.
Selskabet fik aldrig skabt den dominerende IT-platform og værktøj til brug før, under og efter konferencer, som der var planer om. Coronakrisen har nu gjort det umuligt at fortsætte.
»De fysiske events, som Conferize-platformen tidligere sigtede mod at understøtte, er ophørt og kun delvist afløst af online events, der kræver en helt anden softwareplatform,« skriver ledelsen.
Selskabet har gennem de seneste seks måneder forsøgt at udvikle ny software.
»Efter en ihærdig salgsindsats må bestyrelsen imidlertid konstatere, at det ikke har været muligt at sælge platformen i det ønskede omfang,« fremgår det.
Beslutningen er truffet, da selskabets hovedaktionærer ikke mener, at det er muligt eller forsvarligt at skyde yderligere kapital i virksomheden.
I 2019 blev stifter Martin Ferro Thomsen skiftet ud som administrerende direktør og afløst af Steen Tromholt. Herefter blev der indledt en større marketingkampagne i første kvartal af 2020, men det har ikke været tilstrækkeligt.
»Baseret på det nuværende marked, den voldsomme opblussen af covid-19 i efteråret 2020 og markedets reaktioner er det selskabets vurdering, at det fortsat vil være usikkert, hvorvidt der kan etableres overskud på driften inden for en overskuelig årrække,« fremgår det af meddelelsen.
Conferize, der på et tidspunkt havde den tidligere Falck-chef Allan Søgaard Larsen som bestyrelsesformand, blev børsnoteret på den mindre First North-børs i 2017.