Kendt danseskole undgår bulldozeren

TV-dansedommer har fået solgt landets måske mest kendte danseskole, som formentlig har fået afværget truslen om nedrivning og boligbyggeri.

Pejsegården er måske landets mest berørmte danskeskolen og har været drevet af familien Bendixen siden 1945. Ældste del af komplekset på Frederikssundsvej i Husum i den nordvestlige udkant af København er fra 1925.
Læs mere
Fold sammen

Den kendte danseskole Pejsegården på Frederikssundsvej i Husum i København er blevet solgt og skal fortsat lægge gulv til dansetrin. Da ejendommen blev sat til salg af Britt Bendixen, kendt som blandt andet »Vild med dans«-dommer, var der lokal frygt for, at danskeskolen ville blive erstattet af boliger, der går som varmt brød i hovedstaden.

Den nye ejer er imidlertid en lokal ejendomsinvestor, Lars Marker, som helst vil lade lokalerne fortsætte med danseri og har en forpagter i kikkerten.

»Det ville jo være helt fantastisk at kunne drive den ikoniske danseskole videre. Desuden vil jeg gerne udnytte de gode faciliteter til selskaber, eftersom der både findes storkøkken og festsale,« udtaler Lars Marker i en pressemelding.

Komplekset med patriciervilla fra 1925 og senere tilbygninger har siden 1945 været danseskole, først drevet af ægteparret Mitzi og Frode Bendixen, siden især af deres datter Britt Bendixen. Hendes søn, Niclas, ønsker ikke at overtage danskeskolen.

»Der er en helt særlig ånd på stedet, og den er jeg enormt glad for, at køber også har i sinde at videreføre,« siger Britt Bendixen, der ud over at være dommer selv har vundet en stribe dansekonkurrencer og mesterskaber.

Ejendommen trænger til et par håndværkerbesøg eller tre og blev solgt tæt på udbudsprisen på 8,5 mio. kr. Salget blev formidlet af erhvervsmægleren GaardeErhverv, der er ejet af mæglerkongen Poul Erik Bech.