Kendt bøfkæde mistede millioner sidste år

Ejerne af bøfkæden MASH, der har gang i en større ekspansion, måtte notere sig et stort underskud sidste år.

Foto: Niels Hougaard. Ejerne af bøfkæden MASH, der har gang i en større ekspansion, måtte notere sig et stort underskud sidste år. Det skriver Ritzau, tirsdag den 22. maj 2018.. (Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix)
Læs mere
Fold sammen

Der kommer stadig flere restauranter, men færre penge i kassen for ejerne af den kendte bøfkæde MASH. Det viser regnskabet for Copenhagen Concepts, der ejer kæden.

Ud over 12 MASH-restauranter drev Copenhagen Concepts også restauranterne Le Sommelier og Umami ved årets afslutning. De to sidstnævnte er efterfølgende lukket.

»En række enheder realiserede et resultat over det forventede, mens andre enheder sammen med åbningsomkostninger og en vis usikkerhed, som prægede det generelle økonomiske billede igennem 2017, trak det samlede resultat under det forventede,« skriver selskabet.

Omsætningen bliver ikke rapporteret, men bruttoresultatet - resultatet efter grundlæggende udgifter som råvarer - faldt til 108,6 millioner kroner. Det var en halv million kroner mindre end i 2016.

Efter mange år med stabile overskud måtte Copenhagen Concepts samtidigt notere sig et underskud på 4,3 millioner kroner og en nedgang i egenkapitalen fra 15,8 millioner kroner ved udgangen af 2016 til nu 5,5 millioner kroner.

»I 2017 er åbnet to restauranter i Tyskland. Derudover er der i 2017 indgået aftale om åbning af en restaurant på Frederiksberg Danmark, med åbning marts 2018.«

»Ledelsen i Copenhagen Concepts betegner resultatet som utilfredsstillende, og forventer en klar forbedring af resultatet for 2018,« anføres der i regnskabet.

Antallet af medarbejdere er steget fra 278,2 i 2016 til 311,2 i 2017. Det har sendt personaleomkostningerne op med 4,5 millioner kroner til 98,8 millioner kroner.

Der er samtidig optaget gæld til kreditinstitutioner for 20,2 millioner kroner i året. Det bringer den samlede gæld op på 104,6 millioner kroner fra 89,6 millioner kroner året før.

Umiddelbart har ledelsen allerede taget nogle konsekvenser af underskuddet, da to restauranter er solgt og lokationerne solgt fra i starten af 2018.

/ritzau/