Kendt advokat får bøde nummer to i Advokatnævnet

Advokat Nicolai Mallet har ifølge Advokatnævnet to gange tilsidesat god advokatskik – senest i forbindelse med en fransk skattesag. Nicolai Mallet er kasserer for Venstre og har tidligere været advokat for Lars Løkke Rasmussen (V).

Venstres kasserer og medlem af partiets forretningsudvalg Nicolai Mallet ses her til landsmøde i Herning. Han har fået sin bøde nummer to i Advokatnævnet for at have tilsidesat god advokatskik i en strid om en fransk skattesag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Advokat Nicolai Mallet har for anden gang inden for få år fået en bøde ved Advokatnævnet. Mallet har senest overtrådt god advokatskik, da han optrådte som dirigent på en generalforsamling, hvor han selv havde interesser. Nicolai Mallet er kasserer i partiet Venstre og har ved flere lejligheder været advokat for Lars Løkke Rasmussen (V).

30.000 kr. lyder bøden til Nicolai Mallet på, hvilket i Advokatnævnet er relativt højt. Bødestørrelsen hænger sammen med, at Nicolai Mallet to år forinden havde overtrådt god advokatskik i en anden sag, som Advokatnævnet takserede til 15.000 kr. Den første kendelse vedrørte en salærsag, men Nicolai Mallet oplyser, at han efterfølgende blev enig med den pågældende klient.

Advokatnævnet offentliggjorde den seneste kendelse 2. januar i år, men afgørelsen faldt i oktober 2017. Forsinkelsen skyldes ifølge Nicolai Mallet, at han i første omgang indbragte nævnets afgørelse for domstolene, men siden valgte at frafalde sagen.

Timeshareprojekt

Ifølge kendelsen har Nicolai Mallet været advokat og bestyrelsesmedlem i et timeshareprojekt, Residence Massena Nice A/S, som har investeret i en ejendom. De franske skattemyndigheder har rejst en skattesag mod selskabet, hvilket har påført projektet millionudgifter - bl.a. til advokatbistand, herunder fra Nicolai Mallet.

I 2015 forlangte nogle af deltagerne i timeshareprojektet, at der skulle foretages en granskning af, hvor ansvaret for skattesagen, herunder udgifterne til rådgivning, skulle placeres. Spørgsmålet skulle afgøres på en generalforsamling, hvor Nicolai Mallet optrådte som dirigent. Forslaget blev nedstemt, og det skete ifølge klagerne, bl.a. fordi Nicolai Mallet afskar en kritisk aktionær fra at stemme på basis af et stort antal fuldmagter.

Uenig i afgørelse

Advokatnævnet afviste flere klagepunkter, men giver klagerne ret i, at Nicolai Mallet burde have erkendt, at han havde en interesse i udfaldet af afstemningen om granskning. Derfor burde han have droppet dirigentrollen, da forslaget skulle behandles. Det gjorde han ikke, og nævnet finder på den baggrund, at Nicolai Mallet har tilsidesat god avokatskik.

»Jeg respekterer selvfølgelig, at Advokatnævnet har kompetence til at vurdere den slags, men både jeg og den eksterne advokat, jeg har bedt om at vurdere forløbet, er uenige i Advokatnævnets konklusion. Derfor valgte vi også først at indbringe den for domstolene, men besluttede så med udsigten til at langt retssagsforløb at frafalde sagen og sætte et punktum,« lyder det fra Nicolai Mallet i en skriftlig kommentar.

»Både min klients bestyrelse og aktionærerne på generalforsamlingen bakkede fuldt ud op om min varetagelse af dirigenthvervet. En enkelt aktionær ud af ca. 400 aktionærer mente, at jeg skulle have handlet anderledes. Advokatnævnet afviste alle klagepunkter bortset fra et enkelt, og den afgørelse er jeg som sagt uenig i.«

Anders Vidstrup, som er bestyrelsesformand i Residence Massena Nice A/S bakker op om Nicolai Mallet: »Havde han ikke bevaret overblikket, var generalforsamlingen endt i kaos. Han udførte dirigenthvervet meget professionelt og med fuld opbakning fra stort set samtlige aktionærer på generalforsamlingen. Bestyrelsen er helt uenig i Advokatnævnets vurdering. Nicolai Mallet spurgte forsamlingen om andre ville overtage dirigenthvervet, men det var der ikke. Så tog han ansvar og gennemførte generalforsamlingen,« skriver han i en mail.

Nicolai Mallet er som kasserer i Venstre medlem af partiets forretningsudvalg. Han understreger, at hans politiske foreningsarbejde intet har at gøre med sagerne i Advokatnævnet at gøre, ligesom hans rolle som bisidder for  bl.a. Lars Løkke Rasmussen i Skattesags- og Statsløsekommissionerne fra 2011 til 2015 heller ikke har noget med sagerne at gøre.

Berlingske bragte ved en beklagelig fejl mandag d. 14. januar 2019 en version af ovenstående artikel uden Nicolai Mallets kommentarer.