Kasperskys topchef: Check det hele - vi har ingen hemmeligheder

Eugene Kaspersky klar til at forsvare sig mod amerikanske spionanklager.

Foto: Shannon Stapleton. Stifter af og topchef for Kaspersky Lab, Eugene Kaspersky, afviser alle amerikanske anklager om for tætte bånd med den russiske efterretningstjeneste og styret i Kreml. Arkivfoto: Shannon Stapleton, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Hvis ellers det kan lykkes at få et visum på så kort tid, er topchefen for det russiske IT-sikkerhedsfirma Kaspersky Lab, Eugene Kaspersky, klar til at flyve til Washington for at forsvare sig mod amerikanske anklager om, at der er sikkerhedsrisici ved firmaets meget udbredte antivirusprodukter.

Eugene Kaspersky er blevet inviteret til en høring, som Repræsentanternes Hus' komité for videnskab, rumfart og teknologi har indkaldt til 27. september, og hvor også en række eksperter fra myndighederne og fra sikkerhedsbranchen deltager.

Topchef afviser beskyldninger

Høringen holdes, efter at den amerikanske regering onsdag bad alle føderale myndigheder om at fjerne Kaspersky Labs software fra deres computere og servere. Regeringen frygter, at Kaspersky Lab er sårbar over for indflydelse fra den russiske regering i Kreml, som dermed kan bruge antivirusprogrammerne til at aflure fortrolige oplysninger og bringe den nationale sikkerhed i fare.

Men det er rent vås, siger Eugene Kaspersky til britiske BBC.

»Når de siger, at vi har tætte bånd til den russiske efterretningstjeneste, er det ikke sandt. Vi samarbejder med mange myndigheder verden over - tidligere også i USA,« siger Eugene Kaspersky til BBC.

»Check det hele«

USAs største detailhandelskæde, Best Buy, valgte uden nærmere begrundelse straks efter den amerikanske regeringsudmelding at stoppe salget af Kaspersky-produkter, som bruges af omkring 400 millioner verden over og gang på gang scorer topkarakterer i uafhængige test af evnen til at beskytte mod virus- og hackerangreb.

»Vi vil åbne enhver dør. Check det hele. Vi har ingen hemmeligheder. Vi har ikke gjort noget ondt mod vores kunder eller mod myndigheder,« fastslår Eugene Kaspersky over for BBC.

Den russiske regering har kritiseret den amerikanske beslutning.