Kasis krakkede smykkevirksomhed overtaget af maling-familie fra Kolding

Jesper »Kasi« Nielsens smykkefirma Endless Jewelry gik konkurs sidste år, og nu er resterne overtaget af familien Reinert. Smykkerne skal fremover sælges på nettet, forklarer familien.

Foto: Ida Marie Odgaard. Kasi-Jesper (Jesper Laustrup Nielsen) har startet et nyt smykkefirma, Amazing Jewelry, der skal være smykkeverdenens svar på Zara og H&M. Fotograferet i mærkets flag-store på Strøget.
Læs mere
Fold sammen

Resterne efter Jesper »Kasi« Nielsens krakkede smykkevirksomhed, Endless Jewelry, er overtaget af Reinert-familien.

Det skriver Børsen.

Jesper »Kasi« Nielsen startede Endless Jewelry tilbage i 2013, og konceptet bredte sig hurtigt til flere butikker. Tre år senere blev firmaet erklæret konkurs. I ejerkredsen var blandt andre Lars Seier Christensen, Julie Sandlau og Jan Bech Andersen.

Familien Reinert overtog Endless Jewelry kort efter krakket, men har holdt lav profil, mens de ønskede at danne sig et overblik over domæner og varemærker.

Planen er ikke at åbne flere butikker, men i stedet at sælge smykkerne via nettet.

»Det med at lave butikker og andet er ikke en økonomisk farbar vej. Vi tror på, at dette Endless-koncept kan blive en succes under vores mere neddæmpede idéer om at drive en sund forretning,« skriver Joen Reinert i en mail til Børsen.

Joen Reinert ser handlen som ganske fornuftig - han skriver også, at Kolding-familien har overtaget et varelager til et tocifret millionbeløb og har betalt et et-cifret beløb for det. Salgsprisen på smykkerne er omkring 50 millioner kroner, tilføjer han.

Reinert-familien har tjent penge på at producere og sælge maling.