Kasi-Jesper slipper ud af arresten mod Pandora-gevinst

Jesper "Kasi" Nielsen har måttet stille sin aftale med Pandora om millionudbetaling på 51 mio. kroner som sikkerhed for at få frigivet resten af sine penge fra Skats beslaglæggelse.

Jesper "Kasi" Nielsen har i drøftelser med Skat stillet aftalen med Pandora som sikkerhed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af de sidste værdier i Kasi-Jespers formue er stillet som sikkerhed til gengæld for at slippe ud af den arrest, som myndighederne foretog i forbindelse med skattesagen mod hans familie og ham tidligere i år. Det skriver Jyllands-Posten.

Mens Skat forsøgte at danne sig et overblik over Nielsen-familiens skatteforhold, blev den håndbold- og fodboldglade direktørs formue indefrosset.

Den såkaldte earn-out-aftale, som Jesper Nielsen indgik med Pandora, da han blev købt ud af Pandora i 2010, er dermed inddraget i sagen. Aftalen med Pandora er senest værdisat til 51 mio. kroner, som står til udbetaling i 2015. Oplysningerne kommer frem, efter at familien Nielsen i sidste uge indgik forlig med Kammeradvokaten.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har Kasi-Jesper i samme ombæring også være nødsaget til at bringe sin Astondoa 82-superyacht i spil og bruge den som sikkerhed i forliget.

Selve sagen om de 168 mio. kroner, som Skat mener, Jesper Nielsen og familien skylder, venter dog stadig lige om hjørnet i Landsskatteretten.

"Det er korrekt, at der er indgået et forlig om selve arrestsagen. Arresten er ophævet, og familien har fået frigivet dens personlige midler, mod at Skat har fået sikkerhed og nogle betalinger," siger Jesper Nielsens advokat Henrik Haldbo til Jyllands-Posten.

Advokaten ønsker ikke at nævne, hvor stort et samlet beløb, Skat har fået stillet i sikkerhed.

Sagens hovedperson ønsker imidlertid ikke at kommentere på oplysningerne om forliget med Kammeradvokaten.

"Vi har sammen med Skat aftalt, at vores sag skal tilbage, hvor den hører til, og det er som en et privat anliggende mellem parterne," siger Jesper Nielsen til Jyllands-Posten.

Pandora-gevinsten, som Skat har fået stillet sikkerhed i, er raslet ned i værdi fra Jesper Nielsen og Pandoras veje skilledes for to år siden. Beløbet, der bliver overført i 2015, er afhængig af Pandora salg i Tyskland, som Jesper Nielsens Kasi tidligere var involveret i. I 2010 lød gevinsten på 518 mio. kroner mod de 51 mio. kroner, som den senest er fastsat til.