Kasi-Jesper gør klar til næste smykkeprojekt

Meget tyder på, at Jesper Kasi Nielsen fortsat vil tjene til dagen i smykkebranchen. Knap et døgn efter, han har forladt Endless Jewelry, teaser han for et nyt smykkeforetagende på sin Facebook-side.

Billede fra Facebook.
Læs mere
Fold sammen

Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der lyder i retning af: Hvis du tænker for længe på næste skridt, kommer du til at tilbringe livet på ét ben.

Meget tyder på, at Jesper Kasi Nielsen vil fortsætte sin færd i smykkebranchen i fuld firspring.

Knap har erhvervslivet fordøjet nyheden om, at den karismatiske iværksætter forlader sit hjertebarn, Endless Jewelry, før han er i gået gang med et nyt projekt.

På sin Facebook-profil teaser Jesper Kasi Nielsen fredag formiddag således med et nyt firma, der tilsyneladende får navnet Amazing Jewelry.

I forbindelse med sit exit fra Endless, der markerede en foreløbig afslutning på det kulørte parløb med Lars Seier Christensen, oplyste Jesper Kasi Nielsen selv, at han i løbet af de kommende uger vil præsentere sit nye projekt.

Øvelsen er speciel, da den nye virksomhed i så fald risikere at konkurrere med Endless Jewelry. I et interview med Børsen fredag er både Lars Seier Christensen og Jesper Kasi Nielsen fåmælte, da snakken falder på, hvorvidt det ville være muligt for Jesper Kasi at starte en konkurrerende virksomhed op.

»Vi er blevet enige om en kontrakt, som det har taget lang tid at forhandle på plads, men den ligger ikke ude på internettet, og det er der jo en god grund til,« siger Lars Seier til Børsen.

Hos Endless Jewelry ønsker pressemedarbejder Mikkel Berg ikke at kommentere det aktuelle billede, Jesper Kasi Nielsen har delt, men siger:

»Jeg har ikke hørt om Amazing Jewelry, men vi er bekendt med, at Jesper Nielsen planlægger at forsætte med nye smykkeprojekter,« siger han.

Endless Jewelry meddelte selv i en pressemeddelelse torsdag, at både ledelse og bestyrelse i smykkeforetagendet fortsætter, som de plejer.

Berlingske Business har ikke haft held til at få kontakt til Jesper Kasi Nielsen selv.