Kartelmistanke sender tyske bilgiganters aktier på ny rutsjetur

En potentiel skandale om kartelaftaler mellem en række af Tysklands største bilfabrikanter har på ny sat kritisk lys på den tyske autoindustri. Volkswagen, Daimler og BMW er blandt de involverede og har fredag måtte sluge voldsomme kursfald.

Alt imens den tyske bilindustri fortsatter slikker sår efter den omfattende dieselskandale, er der på ny kommet kritisk fokus på de tyske bilfabrikanter. Denne gang er der mistanke om kartelfaftaler mellem en række af landets største bilproducenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Denis Balibouse

Alt imens den tyske bilindustri fortsat slikker sår efter den omfattende dieselskandale, er en række af de største bilproducenter på ny kommet under kritisk lup.

Fredag kunne det tyske magasin Spiegel afsløre, at både Daimler AG (der producerer Mercedes-Benz) og Volkswagen sidste sommer oplyste til de tyske myndigheder, at de sammen med en stribe af de øvrige store bilfabrikanter jævnligt har holdt møder.

Ifølge Spiegel har repræsentanter fra både Audi, Porsche og BMW også taget del i møderne, der startede i begyndelsen af 90erne, og hvor ifølge mediet påbegyndte arbejdet med at koordinere aktiviteter, der blandt andet relaterer sig til teknologi, omkostninger og underleverandører. Derudover var de nu herostratisk berømte emissions-kontroller allerede på tale dengang, skriver Spiegel.

Man skulle eksempelvis været blevet enige om, hvor store de såkaldte AdBlue-tanke skulle være.

AdBlue hjælper til at omdanne de skadelige NOx-gasser fra dieselen til uskadelige kvælstoffer, og under møderne skulle bilfabrikanterne være blevet enige om at holde sig til en mindre størrelse på tanken, da en større ville have hævet omkostningerne betragteligt. Dermed menes man at været med til at skabe fundamentet for den senere dieselskandale, da de små AdBlue-tanke ikke alene kunne reducere de skadelige gasser nok, hvorfor eksempelvis Volkswagen endte med at installere snydesoftware i sine dieselbiler, der manipulerede med mængden af udledte NOx-gasser.

Jurgen Pieper, en tysk analytiker hos Bankhaus Metzler, kalder i et interview med Bloomberg beskyldningerne for meget »alvorlige« og konstaterer, at »der tilsyneladende ikke er nogen ende på de dårlige nyheder om industriens skidte adfærd«.

Fredag har markedet reageret prompte ved at sende flere af de berørte bilfabrikanters aktiekurs markant ned. Værst er det gået for Volkswagen, der først på eftermiddagen stod til et fald på næsten fem pct, mens Daimler og BMW faldt henholdsvis 2,0 og 3,3 pct.