Karin Salling: Min mands livsværk igen på aarhusianske hænder

Enken efter afdøde Herman Salling ser med stor glæde på, at hovedparten af aktierne i Dansk Supermarked nu igen har en aarhusiansk ejer.

Karin Salling er glad for den danske løsning for Dansk Supermarked, som nu kommer »hjem« til Aarhus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Dansk Supermarked blev grundlagt af den aarhusianske købmand Herman Salling, og nu ejer hans arvtagere atter størstedelen af i dagligvaregiganten.

Karin Salling, der er næstformand i Købmand Herman Sallings Fond og enke efter Herman Salling, er begejstret for, at Dansk Supermarked nu igen er på østjyske hænder.

Billedgalleri:

»Jeg er glad, for det er i min mands ånd. Nu kommer min mands livsværk tilbage til Aarhus, og vi er fortsat danske,« siger hun.

A.P. Møller - Mærsk blev i 1964 medejer af Sallings forretningsaktiviteter, men med aftalen tirsdag køber Salling Selskaberne 48,68 procent af aktierne i Dansk Supermarked A/S og 18,72 procent af aktierne i F. Salling A/S fra Mærsk og kommer dermed i første omgang til at eje 81 procent af aktierne i Dansk Supermarked. Om fem år er det meningen, at Salling Selskaberne skal købe de resterende 19 procent. 

Ifølge Karin Salling betyder aftalen arbejdsro for medarbejderne.

»Medarbejderne lå mig meget på sinde, og de får nu arbejdsro, tryghed og kontinuitet,« siger hun.

Berlingske Business skrev i oktober, at Dansk Supermarked var til salg. Det satte gang i spekulationer om, at detailkæden kunne ende på udenlandske hænder, men Karin Salling er altså glad for, at det ikke gik sådan.

»Det ville jeg have været meget ked, og det tror jeg også, at personalet ville være ked af, fordi det giver utryghed. De ville ikke vide, om de er købt eller solgt,« siger hun.

Hendes post som næstformand i fonden ændres ikke af aktieovertagelsen, og Karin Salling bebuder, at der fortsat vil blive delt penge ud til forskellige kulturelle formål, primært i Herman Sallings hjemby Aarhus.

»Der skal fortsat være uddelinger. Hvor store eller små kan jeg ikke sige, men det vil fortsætte,« siger Karin Salling, der sidste år havde fornøjelsen af at dele 171 millioner kroner ud til kunst, kultur, sport, leg og fritid i Aarhus.

Den nu 70-årige Karin Salling giftede sig i 1977 med Herman Salling. Ægteskabet varede i 29 år frem til hans død i 2006.