Kaptajnen er tilbage ved roret

Som medstifter er han en af hovedpersonerne i et dansk iværksættereventyr om en virksomhed, der voksede fra en kælder til børsen. Nu vil Stylepit-stifter Nicolai Kærgaard tilbage på magten og tager plads i bestyrelsen.

Stifteren af Stylepit, Nicolai Kærgaard, sidder nu på formandsposten i selskabet, og kursen er sat mod større vækst. Arkivfoto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var ikke noget at gøre. Stifterne ville selv have fat i roret på Stylepit, og det fik for nylig tre markante bestyrelsesmedlemmer til at trække sig fra bestyrelsesarbejdet i det børsnoterede selskab. En af stifterne er Nicolai Kærgaard, og han mener, at han og medstifter Christian Kusk sidder med den rigtige opskrift på vækst i det selskab, som de selv har skabt. Den rette opskrift er der brug for efter en tid med underskud og kursfald, og jagten på vækst er nu indledt.

Det hele begyndte i 2000. To fætre i form af Christian Kusk og Nicolai Kærgaard satte hinanden stævne, drak en kop kaffe og talte om mulighederne for at lancere en modeforretning på nettet.

Ideen blev imidlertid ikke ved snakken, som det gør for de fleste. De to fætre indledte et forretningssamarbejde og fik plads og ro til at arbejde på deres idé i en kælder under Christian Kusks fars tøjbutik. Ideen blev til realitet med internetbutikken Smartguy, der i dag har skiftet navn til Stylepit, og siden den spæde start i 2000 har selskabet udviklet sig til at være en af Nordens førende e-commerce-platforme for modebeklædning.

Bevidst om styrker og svagheder

Men det er ikke det nemmeste marked, Nicolai Kærgaard og co. begår sig på, og konkurrencen er blevet skærpet over de seneste år. Flere mener, at e-commerce bliver et af de mest rå markeder at overleve på, så der bliver brug for kampgejst fra det danske selskab.

Nicolai Kærgaard beskrives som den del af duoen, der har overblik og strategisk forståelse. Imidlertid stemte hans forestillinger om Stylepits fremadrettede strategi ikke overens med formand Klaus Nyengaards ideer med selskabet. Efter blot otte måneder overlod Nyengaard derfor roret til Kærgaard med beskeden:

»Det er jo ikke ejerne, der skal gå, så jeg havde en snak med dem, hvor jeg sagde, det ville give mest mening, hvis jeg stoppede.«

Dermed har Nicolai Kærgaard atter magten i Stylepit, og en af hans planer er at videreudvikle strategien om at satse på private labels, hvor Stylepit står på mærket af tøjet og har kontrollen i hele værdikæden. Med en uddannelse som cand.merc. fra CBS og en fortid i Bank Invest har den kommende formand også ideer om, hvordan tallene i regnskabet skal hænge sammen. Nøgterne vurderinger af effekt og resultat skulle være i høj kurs hos Kærgaard.

Nicolai Kærgaard har ry for at være mere omstillingsparat, end de fleste iværksættere, og han har ry for at være bevidst om sine styrker og svagheder. Han har taget imod råd og sparring fra blandt andre Christian Stadil, der dog endte med at forlade bestyrelsen, da Klaus Nyengaard trak sig som formand. Samarbejdet med Hummel-stifteren fortsætter dog angiveligt, selv om det fremover bliver uden for bestyrelseslokalet, der skal diskuteres.