Kapitalfonde vil fortsat forgylde bagmænd

Partnerne bag de bedste kapitalfondene vil også blive forgyldt i fremtiden, mener førende forsker i aktieaflønninger professor ved CBS Ken L. Bechmann.

Foto: Linda Henriksen/Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Trods finanskrise og svære tider for kapitalfondene, så vil det langt fra være sidste gang, at vi ser fyrstelige gevinster til partnerne i fondene.

Det vurderer professor ved CBS Handelshøjskolen i København og ekspert i aktieaflønninger Ken L. Bechmann.

Kommentaren kommer efter, at det i dag er kommet frem, at to af de tidligere seniorpartnere i kapitalfonden EQT har scoret en gevinst på omkring 50 mio. kr. om året.

Det er sket via deres personlige selskaber, og indtjeningen kom i årene fra 2002 og 2003 og frem til sidste år.

Nogle vil betale
"Den solide aflønning er en pæn del højere, end vi har set det selv med de store aktieoptioner til topdirektørerne i landets største koncerner," understreger Ken L. Bechmann.

Alligevel tror Ken L. Bechmann ikke, at det er sidste gang, partnerne bag kapitalfondene i den grad bliver forgyldt.

”Situationen er meget anderledes for kapitalfondene i dag. Kun tiden kan vise, om vi fremover vil se så høje lønninger til mændene bag kapitalfondene," siger Ken L. Bechmann.

"Men jeg forventer stadig, at der er nogen, som er villige til at betale vilde beløb for det arbejde, de mest succesfulde fonde gør, og det er det, der udløser de store gevinster,” siger Ken L. Bechmann.

For kort tid
Han lægger ikke skjul på, at det bestemt ikke er uden problemer, at der ruller gigantiske beløb ind på kontoen hos partnerne.

”Det kan være problematisk specielt i en periode, hvor alle kan gå på vandet. Spørgsmålet er, om de pågældende personer har tjent pengene, fordi de er heldige på det rigtige tidspunkt – eller fordi deres evner reelt rækker til det,” siger Ken L. Bechmann.

Han fremhæver, at en periode på fem år er alt for kort tid til at vurdere, om årlige lønninger på 50 mio. kr. er for meget.

”Nu står bankerne ikke længere i kø for at give penge til fondene, og det er langt sværere at lave en børsnotering. Det er i årene fremover, kapitalfondene for alvor skal bevise, hvad de kan,” siger Ken L. Bechmann.