Kapitalfonde frikender sig selv i ny rapport

Krisen kradser også hos kapitalfonde og deres porteføljeselskaber. Men også imaget er ramponeret efter års hård kritik. Branchen føler sig forfulgt af politikere og offentlighed - og det på et helt forkert grundlag.

Christian Frigast Fold sammen
Læs mere
Foto: Nanna Kreutzmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kapitalfondene føler sig forfulgt. Branchen mener selv, at al den interesse – og krasse kritik – fra politikere og offentlighed baserer sig på myter og meget få faktabaserede oplysninger.

»Det er op ad bakke at være kapitalfond, men vi må bare klø på,« konstaterer formanden Ole Steen Andersen fra brancheforeningen DVCA, der er lobbyorganisation for denne særlige finansindustri.

DVCA havde i går indkaldt ligesindede til en præsentation af, hvor kapitalfondene står lige nu, økonomisk og imagemæssigt. Blandt andet med præsentationen af det første årsskrift om god selskabsledelse i kapitalfonde. Branchen har fået udarbejdet en rapport, der i følge branchen selv afliver myterne om kapitalfondene med en konstatering af, at »fondene både betaler skat, ansætter medarbejdere og fortsat har et højt afkast.«

Netop skattebetalingen har været et af de allerhotteste emner i de ind i mellem bitre opgør mellem tilhængere og modstandere. Politikerne har øget fondenes skattebetaling i 2007 (det såkaldte indgreb mod tynd kapitalisering, red.), og en opgørelse viser da også, at skatteprocenten i kapitalfondsejede selskaber over en bred kam er øget fra 28 procent i 2007 til nu 42 procent.

Nu skal man dog ikke forledes til at tro, at virksomhederne så betaler 42 procent til den danske statskasse af hver indtjent krone. Denne skatteprocent er således kun vejledende. Den endelige skattebetaling er væsentlig lavere afhængig af eksempelvis modregninger, afskrivninger og andre skattenedsættende tiltag. Det fremgår ikke af rapporten fra DVCA, hvor meget der helt kontant ryger i den danske statskasse af det samlede 2008-overskud på 6,1 mia. kr. før skat for de kapitalfondsejede selskaber.

Skærpet lovgivning
Kapitalfonde - ikke bare i Danmark, men også i det øvrige Europa og USA - står til en markant skrappere lovgivning således, at gennemsigtigheden med kapitalfondene øges. EU er langt fremme med en række regler og krav om blandt andet autorisation, mere åbenhed om kapitalfondspartnernes aflønninger samt mere gennemsigtighed omkring de finansielle løsninger, der bruges ved opkøb af virksomheder.

Kapitalfondene i Danmark har forsøgt at komme denne skrappere lovgivning i møde ved frivilligt at opstille en sæt spilleregler for de kapitalfonde, der opererer i Danmark – en slags god selskabsledelse a la de anbefalinger om god selskabsledelse, som kom på gaden for nogle år (Nørby-udvalget, red.).

Axcel-direktør Chr. Frigast er formand for et særligt udvalg under DVCA, som skal skubbe på for at forbedre retningslinjerne om god selskabsledelse. Frigast mener, at det går rigtig godt og uddeler et ti-tal – efter gammel karakterskala – til sig selv og sine kolleger for fondenes dygtighed til at arbejde med disse retningslinjer.

Det er dog spørgsmålet om politikerne på Christiansborg og EU-politikerne, herunder blandt andet den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som er kampfortroppen for skærpet lovgivning, er enige i den bedømmelse. Og om de i øvrigt er enig i praksis med, at eleven giver sig selv karakterer.

DVCA vil fortsætte arbejdet med at højne standarden i sin egen branche og vil i øvrigt tage de fonde og porteføljeselskaber, som ikke følger retningslinjerne, under særlig behandling.