Kapitalfonde bekræfter salg af TDC-aktier

De fem amerikanske kapitalfonde, der ejer aktiemajoriteten i TDC, bekræfter nu, at de vil sælge en del af deres TDC-aktier. Ifølge beregninger foretaget af Business.dk vil aktierne blive solgt for omkring 48 kr. stykket, og TDC vil få en markedsværdi lidt under Pandora. (Opdateret 8.22)

Rygtet er blevet til realitet. Kapitalfondene, der er samlet i selskabet NTC, ønsker at foretage et markedsudbud af eksisterende TDC-aktier. Med det påtænkte udbud vil NTC realisere en del af sin investering, mens TDC samtidig får mulighed for at udvide sin aktionærkreds.

Der er endnu ingen officiel udmelding om, helt præcist hvornår de fem kapitalfonde vil sælge TDC-aktier, hvor mange aktier de vil sælge, og til hvilken kurs.

Imidlertid viser beregninger foretaget af Business.dk, at TDC ved en værdiansætning svarende til gennemsnittet for europæiske teleselskaber vil skulle handles til en kurs på omkring 48 kr. pr. aktie, eller tæt på den nuværende aktiekurs på 50,50 kr. Til gengæld vil markedsværdien af TDC blive ret meget lavere end de nuværende 50 milliarder kr., og eventuelt lavere end Pandoras markedsværdi på godt 38 milliarder kr.

Det skyldes primært, at TDC vil købe en meget stor del af de aktier, som de fem kapitalfondsejere udbyder. Og de aktier som TDC køber, vil med meget stor sandsynlighed blive annuleret, hvilket sænker markedsværdien af selskabet. Omvendt, så vil det gøre TDC i stand til at udbetale et højere udbytte pr. aktie, lige som det bliver nemmere for kapitalfondene at slippe af med en stor del af de 871,9 mio. aktier de i øjeblikket ejer, svarende til 87,9 pct. af selskabet.

TDC oplyser også i dag, at man på grund af det meget store tilbagekøb af aktier ikke vil udbetale udbytte for 2010. Til gengæld planlægger man at udbetale et á conto udbytte på 4,35 kr. pr. aktie næste efterår for regnskabsåret 2011.

Noget usædvanligt vil kapitalfondsejerne - Blackstone, KKR, Providence, Apax og Permira - kun forpligte sig til ikke at sælge nye TDC-aktier de kommende seks måneder. Normalt forpligter sælgende aktionærer sig til at holde fingrene fra salgsknappen i 12 måneder.

Der er næppe tvivl om, at de banker der nu skal sælge TDC-aktier vil sammenligne en investering i TDC med et obligationsafkast. TDC har nærmest ingen, eller direkte negativ, organisk vækst, men til gengæld stabile pengestrømme og forudsigelige overskud. Fremover vil TDC udlodde mellem 80 og 85 pct. af sine frie pengestrømme som udbytter, og derved vil kommende TDC-aktionærer få et direkte afkast fra udbytterne der er ganske attraktivt sammenlignet med en obligationsinvestering.

Til gengæld vil de naturligvis også løbe en større risiko, da aktiekurser som udgangspunkt altid vil svinge mere end obligationskurser. Og det er fortsat et åbent spørgsmål, om TDC på lang sigt kan opretholde sin indtjening, når stort set alle indtægter vil ende i aktionærernes lommer.

Kapitalfondene har hyret investeringsbankerne JP Morgan, Morgan Stanley og SEB Enskilda til at stå i spidsen for aktiesalget. De får hjælp fra Deutsche Bank, UBS, Credit Suisse, Goldman Sachs, Nomura, HSBC, Danske Markets, Carnegie og BNP Paribas. Med andre ord er der ikke ret mange aktiesælgere, der ikke får noget med aktiesalget at gøre.