Kapitalfond sælger dansk vindmølle-firma til tysk energigigant

Det tyske energiselskab, Energie Baden-Württemberg, har tirsdag opkøbt den danske vindmølle serviceudbyder, Connected Wind Services A/S

Det tyske energiselskab, Energie Baden-Württemberg, har tirsdag opkøbt den danske vindmølle serviceudbyder, Connected Wind Services A/S. Fold sammen
Læs mere

Det danske firma CWS, der er førende inden for vedligeholdelse af vindmølleturbiner i Europa med lokale afdelinger i Danmark, Sverige og Tyskland bliver nu slugt af den tyske energigigant EnBW.

Med opkøbet styrker den tyske udbyder af service til vindmøller deres forretning, hvor de både leverer planlægning, byggeri, drift og vedligeholdelse samt servicering af vindmølleparker.

»Vi har foretaget succesfulde planlægninger, opførelser samt drift af vindmølleparker i mange år. Ved at opkøbe CWS udvider vi denne vifte af tjenester til at omfatte vedligeholdelse og servicering, fordi vi ønsker at vokse yderligere - og hurtigere. CWS åbner en mulighed for os til også at spille en aktiv rolle i nye markeder,« siger Dr. Hans-Josef Zimmer, CTO hos EnBW i en pressemeddelelse.

CWS vedligeholder cirka 1.800 vindmøller. Virksomheden forbliver et selvstændigt brand og vil indgå i EnBWs aktiviter inden for videre udbygning af vindenergi.

Opkøbet blev underskrevet tirsdag med kapitalfonden, Polaris Private Equity, der ejer størstedelen af CWS. Den endelige købspris er ikke oplyst, og købet er betinget af godkendelse af det tyske monopoltilsyn, Bundeskartellamt. Processen for undersøgelsen af overtagelsen vil finde sted i de kommende uger, og transaktionen forventes afsluttet i fjerde kvartal af 2016.

CWS havde i 2015 en omsætning på cirka 260 millioner kroner samt 190 ansatte. Virksomheden blev grundlagt i 1987 og har hovedkvarter i Balle på Djursland.