Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den 50-årige danske iværksætter Martin Møller Nielsen, der lever af at købe, lease og sælge fly, har solgt over halvdelen af sin virksomhed, Nordic Aviation Capital (NAC), til kapitalfonden EQT og Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi. Ifølge parterne er den danske virksomhed 3,3 milliarder dollar værd på gældsfri basis, hvilket betyder, at Martin Møller Nielsen har fået flere millarder kroner for at overlade magten til EQT. Handlen gør den diskrete iværksætter til en af Danmarks rigeste.
Martin Møller Nielsen bliver siddende som bestyrelsesformand i NAC, og selv om EQT ejer majoriteten af aktierne i selskabet, beholder Møller Nielsen ifølge en pressemeddelelse en »signifikant andel«.
Ifølge adm. direktør i Nordic Aviation Capital Kim Graven Nielsen er det nye partnerskab med kapitalfonden en stor mulighed.
»Vi har fået mulighed for at fortsætte den vækst, som vi har set over de seneste 20-25 år. Vi får forstærket vores kapital, som i forvejen er rigtigt god, men det her giver os mulighed for at købe endnu flere fly og lease dem ud,« siger han.
Har set sig lun på vækst
Aftalen understreger NACs position som en virksomhed i hastig vækst. Nordic Aviation Capital er verdens største udlejer af mellemdistancefly af turboprop-typen, typisk fremstillet af flyproducenterne ATR og Bombardier, og råder over næsten 250 fly. Senest underskrev Martin Møller Nielsen i sommeren 2014 en købsaftale på 75 turbopropfly til en værdi af over 8,5 milliarder kroner. Året forinden købte Møller Nielsen 90 ATR-fly for næsten 12 milliarder kroner.
Det er den vækst, EQT og partner i kapitalfonden Morten Hummelmose har set sig lun på, og ifølge Hummelmose skal der nu sættes turbo på væksten.
»NAC lever op til mange af de investeringskriterier, vi har, og vi ser frem til partnerskabet. Det er en stærk virksomhed i et voksende marked, og vi har en forventning om, at vi kan være med til at udvikle virksomheden og hjælpe den til at nå sit fulde potentiale,« siger Morten Hummelmose, som ikke vil oplyse fordelingen af aktier mellem EQT og Kirkbi.
EQT er blandt andet kendt for at have købt de danske virksomheder Tiger, Færch, Huscompagniet og ikke mindst ISS, men købet af NAC er et af de største opkøb, som kapitalfonden har foretaget i Danmark.
Adm. direktør i Nordic Aviation Capital, Kim Graven-Nielsen, kommenterer salget:
Kapitalfonde ejer typisk virksomheder i op til syv år før videresalg eller børsnotering, og med tilstedeværelse på over 30 markeder, relativt få direkte konkurrenter og – vigtigst af alt – uafbrudt vækst, har NAC det rette DNA for en kapitalfond.
I et interview med Berlingske Business i 2013 fortalte Martin Møller Nielsen, at han blev inspireret til at handle med fly, da han som 21-årig solgte en flyvemaskine for den lokale faldskærmsklub, som han var medlem af. Med Nordic Aviation Capital blev han verdens største, individuelt ejede udlejer af fly.
»Vi så den niche, der var i markedet for flyvning med turboprop-fly. Nu har andre også set den, men vi er etablerede, har forspring og har raffineret vores forretning. Det er den måde, NAC er vokset på, fra niche til niche, alt sammen organisk vækst,« sagde han dengang.
Blandt Danmarks rigeste
NAC omsatte i det seneste regnskabsår for 2,1 milliarder kroner og tjente 632 millioner kroner før skat. Egenkapitalen lød på på 2,9 milliarder kroner.
De imponerende regnskabstal har gjort stifteren ganske rig. Martin Møller Nielsen grundlagde NAC i Billund i 1990, og i 2013 var han nummer 31 på Berlingske Business’ liste over Danmarks rigeste. I 2014 rykkede han frem som nummer 24 på listen med en formue på 3,4 milliarder kroner, og ifølge Forbes’ liste over verdens rigeste er Martin Møller Nielsen med en formue på fem milliarder kroner inden dagens handel den 15. rigeste dansker. Nu – 25 år efter virksomhedsregistreringen af NAC – tager han endnu et ryk op ad den attraktive liste.